Grundlæggende uenigheder bringer klimaforhandlinger i hårdknude

Forhandlingerne til klimatopmøde ser faretruende ud med kun fire dage til deadline. Basale uenigheder skiller.

Efter over en uges forhandlinger er parterne stadig milevidt fra hinanden, hvor der ikke engang kan landes enighed om selve præmissen for forhandlingerne om et nyt mål for klimafinansiering til verdens fattige lande.

- Den første uges finansforhandlinger på COP29 er blevet overskygget af en skuffende mangel på fremskridt, siger John Nordbo, klimarådgiver i ngo’en Care og fast observatør til klimatopmøder.

På COP29 er den store opgave at lande et nyt mål for en større omfordeling af penge fra verdens rige til fattige lande som klimafinansiering.

Men med blot fire dage til deadline for en COP-aftale fredag den 22. november er der langt fra enighed om selv rammerne.

Uenighederne er på så banale punkter som hvilke lande, der skal bidrage, hvilken slags finansiering, det skal være, hvilken periode, det skal dække over – og helt centralt hvor stort, beløbet skal være.

Emnet betragtes som et af de mest kontroversielle spørgsmål i internationale klimaforhandlinger.

Vestlige lande med USA i spidsen er historisk set tilbageholdende i forhandlingerne om at sende flere penge mod udviklingslande, der rammest hårdest af klimaforandringer, de har mindst ansvar for.

Samtidig kræver udviklingslandene i år et historisk højt beløb i klimafinansiering – over 1000 milliarder dollars om året.

Presset for at levere en aftale er hårdt fra øverste hylde. FN’s generalsekretær, António Guterres, har i forbindelse med det samtidige G20-møde opfordret de rige lande til at oppe sig:

- Jeg vil appellere til ansvarsfølelsen i alle G20-lande. Nu er tiden inde til at lede ved eksempel fra verdens største økonomier og udledere. Fejl er ikke en mulighed.

For den danske regering og EU er der villighed til at indgå en aftale, der sender flere penge mod udviklingslande – men på afgørende betingelser.

En væsentlig del af pengene skal komme fra den private sektor, og så vil Vesten have udvidet kredsen af de såkaldte rige lande, der skal bidrage.

Her er Kina et eksempel på et land, der er kategoriseret som et udsat land.

– Det går ikke, at man - fordi man engang i 1990 var et fattigt land og ikke længere er det - ikke har samme forpligtelse, som vi har i Europa til at hjælpe de fattigste, har klimaminister Lars Aagaard (M) sagt til Ritzau.

Det er dog en dybt destruktiv konflikt at tegne op, mener flere ngo’er.

Kravene er så voldsomme nybrud i forhold til det internationale klimadiplomati og det historiske ansvar for klimakrisen, at det svarer til at ville genåbne Paris-aftalen, siger John Nordbo.

- Det er en afledningsmanøvre for at fjerne fokus fra COP29’s kerneopgave; At de rige lande skal påtage sig ansvaret for deres klimagæld over for verdens fattigste lande.

/ritzau/