Forsker: Skuffelse er ikke en gyldig grund til at trække sig

23. NOV 2025 • 09:49ERHVERV/POLITIK

Valgnederlag er ikke gyldig grund til at trække sig, siger forsker om Pernille Rosenkrantz-Theils ønske.

Spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theils (S) skuffelse over valget er ifølge loven ikke gyldig grund til at trække sig ifølge kommunalforsker Roger Buch.

Partiet blev tredjestørst i København efter over 100 års dominans, og Pernille Rosenkrantz-Theil frygter at stå i vejen for politiske resultater, fordi valget og konstitueringen kom til at handle meget om hende.

Men det skal først godkendes af Borgerrepræsentationen, hvis man vil trække sig.

- Når man har valgt at stille op til kommunalvalg, fanger bordet. Kun sygdom, andre offentlige hverv eller familieforhold er gyldige grunde - ikke skuffelse over et valgnederlag, siger Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Pernille Rosenkrantz-Theil gik efter at blive overborgmester i Københavns Kommune, men det lykkedes ikke, og nu trækker hun sig helt fra politik.

Det sagde hun lørdag til DR blot fire dage efter kommunal- og regionalvalget tirsdag.

Socialdemokratiet gik tilbage over hele landet, mistede flere højborge og tabte magten i København trods over 100 års dominans.

På trods af loven er byrådene i praksis dog ofte mere fleksible og lader kandidater trække sig.

- I praksis lader kommunerne dog som regel kommunalpolitikerne udtræde med meget svage begrundelser, selv om loven er ret klar.

- Derfor burde valgloven ændres - ingen har jo fordel af politikere, som ikke vil være politikere, siger Roger Buch.

Årsagen til, at hun nu trækker sig fra dansk politik, er det "ringe" kommunalvalg, forklarede hun.

- Rigtig meget af det her valg har handlet om mig. Derfor vil jeg også komme til at stå i vejen for, at man kan lande socialdemokratiske resultater på rådhuset efterfølgende, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil til DR.

Overborgmesterposten gik til Sisse Marie Welling, efter at partiet konstituerede sig bredt i Borgerrepræsentationen uden om Pernille Rosenkrantz-Theil, som sad alene på valgaftenen.

Det var for hende et tydeligt tegn på, at hendes person risikerer at stå i vejen for politiske resultater.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT