Klimatopmøde går i overtid med voksende frygt for fiasko

21. NOV 2025 • 22:00ERHVERV/POLITIK

Forhandlingerne på klimatopmødet COP30 har nu overskredet den officielle deadline og fortsætter ind i overtid.

Forhandlingerne på klimatopmødet COP30 i den brasilianske by Belém har nu overskredet den officielle deadline fredag klokken 18.00 brasiliansk tid.

Verdens lande vil derfor fortsætte deres drøftelser i en forsinket overtid, der kan trække langt ind i weekenden, fordi man er så langt fra enighed.

Som tiden skrider frem, vokser frygten for et flop fra flere fronter.

Hos den colombianske delegation, der er blandt de lande, der fører an i kampen for CO2-reduktioner, er formandskabets udkast til en aftale alt for uambitiøs.

- Hvis det forbliver sådan her, er det en fiasko, siger Irene Velez Torres, miljøminister i Colombia, til Ritzau.

Det brasilianske formandskab udgav det seneste udkast til en aftale natten til fredag, men efter en hel dags forhandlinger er der ikke sket synlige fremskridt, beretter Irene Velez Torres.

Sammen med en koalition af over 80 lande inkluderende Danmark og EU arbejder hun for, at klimatopmødet kan enes om en vej væk fra fossile brændstoffer.

Det rummer aftaleudkastet ikke, som topmødet går i overtid.

- Man forsøger at udviske den store elefant i rummet, hvilket er behovet for en udfasning af fossile brændstoffer, siger den colombianske miljøminister.

De brasilianske værter har holdt store taler med grønne slagord, men de mangler at gøre alvor af det, lyder det.

- Der er ingen klar levering. Teksten siger, at vi skal være ambitiøse, men det er tomme ord, hvis ikke man putter handling bag.

Fra EU's side er man også dybt frustreret, og klimakommissær Wopke Hoekstra har varslet, at europæerne er klar til at rejse hjem uden en aftale, hvis ikke der kommer CO2-reduktioner med i aftalen.

- Det, der er på bordet, er uacceptabelt, og vi er så langt væk fra, hvor vi burde være, at vi desværre må sige, at vi kigger ind i et "no deal"-scenarie, sagde han til Ritzau tidligere på fredagen.

Mens den officielle deadline overskrides, sidder den danske klimaminister Lars Aagaard på vegne af EU-formandskabet til forhandlinger med det brasilianske formandskab og repræsentanter fra verdens andre store grupper.

Her forsøges det at snedkerere et kompromis, der kan tilfredsstille parterne.

Herefter afventer klimatopmødet, at brasilianerne udarbejder et nyt forslag til en aftaletekst.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT