Forhandlinger om højere løn til militært ansatte er brudt sammen
275 millioner er afsat til højere løn til militært ansatte. Forhandlinger om fordelingen er brudt sammen.
Lokale overenskomstforhandlinger for mere end 7000 ansatte i Forsvaret er brudt sammen.Det skriver fagforeningen Centralforeningen for Stampersonel, der repræsenterer de ansatte, i en pressemeddelelse.
I februar blev der indgået et forlig på området som en del af overenskomstforhandlingerne for de statsligt ansatte.
Her blev der afsat 275 millioner kroner til højere lønninger i Forsvaret, som skulle forhandles helt på plads lokalt.
Men det er ikke lykkedes, lyder det tirsdag.
Jesper Korsgaard Hansen, der er formand for fagforeningen, siger i meddelelsen, at parterne langt hen ad vejen har haft et konstruktivt forhandlingsforløb.
- I 11. time stod det klart, at arbejdsgiver - Personelkommandoen (PKOM) - havde underskrevet resultatpapirer med de øvrige militære organisationer. De aftaler skaber en helt uacceptabel skævvridning af hele lønstrukturen og balancen i Forsvaret, mener formanden.
- Det betyder, at konstabler og korporaler får en forskellig basisløn på tværs af værnene, og at en stor del af befalingsmændene, det vil sige sergenter, oversergenter og til dels seniorsergenter, vil blive dårligere aflønnet end konstabler og korporaler i Hæren.
- Det kan vi ikke acceptere, og derfor måtte vi stoppe forhandlingerne.
Forhandlingerne sendes nu tilbage til Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Det betyder ifølge DR, at styrelsen skal forhandle med de forskellige fagforeninger i Forsvaret.
Pengene blev afsat med det formål at fastholde og rekruttere militært personel.
Da finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede forliget den 11. februar, lød det, at konstabler og korporaler skulle have mest i lønposen, mens officerer ville få mindst.
Grundlønnen for en soldat er i dag på omkring 24.000 kroner månedligt.
/ritzau/
