Aftale justeres efter kritik om at forkorte kandidatuddannelser
Reform blev kritiseret af studerende og rektorer for, at for mange kandidatuddannelser blev forkortet.
Partierne bag universitetsreformen laver nu om på aftalen, der blev vedtaget for halvandet år siden, og som siden har været kritiseret for blandt andet, at for mange kandidatuddannelser blev forkortet.Men partierne bag reformen har lyttet til kritikken og er torsdag enige om mere fleksible uddannelser, selv om 30 procent af uddannelserne fortsat skal laves om.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
- Jeg er glad for, at vi i dag har lavet en tillægsaftale til reformen af universitetsuddannelserne i Danmark, siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).
Det sker, efter at landets rektorer og studerende i en rapport i november vurderede, at for mange af kandidatuddannelserne ville blive forkortet med regeringens reform.
Det fik SF og De Konservative til at åbne for en genforhandling, mens ministeren var mere tilbageholdende i forhold til at love noget.
Tillægsaftalen ændrer ikke på, at 30 procent af kandidatuddannelserne skal laves om. Ti procent skal være kortere, mens 20 procent skal være erhvervskandidater.
Men partierne justerer nu, hvordan de sammensættes.
Det har været det store stridspunkt, fordi antallet af ordinære kandidater forkortes, hvis det ikke lykkes at komme op på 20 procent erhvervskandidater. Det gælder fortsat i tillægsaftalen.
Det er derfor ikke nok til at overbevise De Radikale, som står uden for aftalen.
- Hvad skal det nytte, det vil stadig forkorte helt op mod hvert fjerde uddannelse og skære ti procent helt væk. I det store og hele er det den samme aftale, og der er foretaget nogle få procents justeringer, siger formand Martin Lidegaard (R).
Der indføres en model, hvor de studerende kan starte deres kandidatuddannelse på fuld tid med SU og først efter et halvt eller helt år fortsætte på deltid med deltidsbeskæftigelse.
De Konservative kalder de mere fleksible uddannelser for attraktive.
- Det gør det klart mere attraktivt for de studerende. Vi har kæmpet for, at denne erhvervskandidat skal være mere attraktiv, både for erhvervslivet, men også for de studerende, siger uddannelsesordfører Lise Bertelsen (K).
Det gælder dog kun ingeniøruddannelser og på det tekniske og naturvidenskabelige område, hvilket de studerende kritiserer.
- Det virker næsten som om politikerne på Christiansborg ikke forstår værdien af de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser og ikke vil passe på dem og udvikle dem, siger forperson for Danske Studerendes Fællesråd Esben Bjørn Salmonsen i en pressemeddelelse.
Dansk Industri kalder de justerede erhvervskandidater for mere attraktive for de studerende og mere fleksible for erhvervslivet.
- Formålet med erhvervskandidatordningen er at binde den studerende og erhvervslivet tættere sammen. Denne centrale ambition i reformen har vi taget et væsentligt skridt hen mod at indfri, siger underdirektør i DI Mikkel Haarder i en pressemeddelelse.
Der er første optag på de nye kandidatuddannelser i 2028, hvorefter det bliver evalueret, hvilket glæder SF.
- Reformen er selvfølgelig stadig præget af stor usikkerhed, og derfor har det været afgørende for SF, at vi efter optaget i 2028 evaluerer, siger uddannelsesordfører Sofie Lippert (SF) i en pressemeddelelse.
/ritzau/