Flere gæster i parken og på hoteller giver Legoland rekordsalg
Mange turister har givet Legoland et godt 2025, lyder det. Både indtjening efter skat og omsætning er steget.
Flere gæster i Legoland og hos Legolands overnatningssteder har været med til at give forlystelsesparken dens højeste omsætning nogensinde i 2025.Her havde Legoland en omsætning på 900 millioner kroner, hvilket er knap 20 millioner mere end året før.
Det fremgår af Legolands årsregnskab.
I regnskabet betegnes de finansielle resultater som "særdeles tilfredsstillende".
- Aktiviteten i året var præget af en fantastisk sæson for selskabets tre overnatningssteder, hvor belægningen var høj gennem året, skriver ledelsen i regnskabet.
- De mange turister skabte også fundamentet for en god sæson for parken, lyder det videre.
Selskabet Legoland driver ud over forlystelsesparken Legoland også overnatningsstederne Hotel Legoland, Legoland Castle Hotel og Legoland Holiday Village.
Både forlystelsesparken og overnatningsstederne ligger i Billund.
I 2025 tjente Legoland 186 millioner kroner efter skat. Det er en smule mere end året før.
Indtjeningen før skat er dog lavere i 2025 end i 2024. Det skyldes primært lavere renteindtægter, lyder det.
Ledelsen i Legoland forventer, at omsætningen i 2026 vil blive omkring 30 til 40 millioner kroner højere end året før. Det ventes samtidig at have en positiv effekt på resultatet før skat.
Det tilføjes dog, at den forventede omsætning og resultatet er afhængigt af, hvor mange turister fra de omkringliggende lande som vælger at tage på ferie i Danmark i løbet af 2026.
Legoland er ejet af selskabet Merlin Entertainments, som også ejer og driver en række andre forlystelsesparker under Legoland-brandet rundt i hele verden.
Kirkbi, som er familien Kirk Kristiansens investeringsselskab, er storaktionær i Merlin Entertainments. Familien ejer også Lego.
RITZAU
