Europaminister går i rette med Løkke: Jeg skal ikke aflaste ham

16. DEC 2025 • 21:04ERHVERV/POLITIK

Der er meget at lave med EU-udvidelse, forsvar og budget ifølge minister, som afviser at skulle aflaste Løkke.

Europaminister Marie Bjerre (V) går nu i rette med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som tidligere tirsdag sagde, at hun blandt andet skulle "aflaste" ham, når Danmarks formandskab for EU slutter til nytår.

Hun blev udnævnt som permanent europaminister i august 2024 med særlig fokus på formandskabet, som Danmark har haft i et halvt år, men til nytår giver videre til Cypern. I den tid har de to arbejdet tæt sammen.

Derfor har Ritzau spurgt til, hvad hendes arbejdsopgaver skal bestå i, hvortil Lars Løkke Rasmussen sagde, at "der ligger selvfølgelig også en aflastning i det". Men det afviser Marie Bjerre tirsdag aften.

- Det er fordi, det ikke er en aflastningsopgave, fordi det er forkert. Og på den måde går jeg i rette med det, der er sagt. Jeg skal ikke aflaste Lars Løkke. Det er ikke det, der har været opgaven. Det har ikke været opgaven på noget tidspunkt.

- Det er det ikke i dag. Det var det heller ikke for halvandet år siden, da jeg blev europaminister. Vi har hele tiden sagt, at det var en permanent post, siger hun.

Hun tror, at han er blevet misforstået, da Ritzau tidligere tirsdag spurgte Løkke til hendes arbejdsopgaver.

Her sagde Løkke, at hun blandt andet skal deltage i General Affairs Council, som er møder, hvor man forbereder EU-topmøder for stats- og regeringscheferne.

Inden Marie Bjerre blev udnævnt til europaminister, deltog Lars Løkke Rasmussen selv som udenrigsminister i flere af GAC-møderne. Men det har hun nu varetaget.

- Der ligger selvfølgelig også en aflastning i det. Jeg har jo selv i de første par år som udenrigsminister deltaget i de her generelle møder.

- Jeg har kunnet notere mig, at der ikke sidder ret mange udenrigsministre i den kreds. Vi var vel en håndfuld, sagde Løkke.

Marie Bjerre fremhæver, at hendes arbejdsopgaver består i langt mere end de konkrete møder og vil gerne slå fast, at det er en permanent post.

- Jeg har i hvert fald behov for at få sagt, at jeg ikke skal aflaste Lars Løkke. Det har sådan set hele tiden været meningen, at vi skulle have en permanent europaminister.

- Det kommunikerede vi meget klart, da jeg blev europaminister for halvandet år siden. Fordi europapolitik er blevet vigtigere, siger Marie Bjerre.

Sidst Danmark havde EU-formandskabet i 2012, blev der også oprettet en post som europaminister, men den blev nedlagt igen efter valget i 2015.

Det er endnu uvist, om det vil ske denne gang, hvilket afhænger af den kommende regering. Marie Bjerre ser gerne, at posten er permanent.

- En permanent europaminister giver rigtig god mening. Europapolitikken er vigtig for Danmark, og den fylder mere i dag. Tag eksempelvis hele spørgsmålet omkring forsvar og sikkerhed, hvor det i dag er blevet langt vigtigere med et fælles europæisk samarbejde, siger hun.

Hun har haft travlt op til formandskabet, som ifølge Udenrigsministeriet er den største udenrigspolitiske opgave i dette årti og en mulighed for at præge EU.

Danmark har haft fokus på forsvar og konkurrenceevne samt irregulær migration og den grønne omstilling. Det er blandt andet sket ved at lede møderne, når medlemslandene samledes.

Marie Bjerre uddyber, at hun skal evaluere Danmarks formandskab og følge politisk op på de forhandlinger, som Danmark må overlevere ved årsskiftet.

Det er blandt andet at udvide EU med østlande, øget forsvarssamarbejde, forhandlinger om EU's langsigtede budget og at lette byrder og forenkle regler.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT