Sørgende samles til bisættelser af rabbinere dræbt i Sydney-angreb

17. DEC 2025 • 01:06UDLAND

Natten til onsdag dansk tid finder de første bisættelser af ofre for australsk masseskyderi sted i synagoge.

I Australien afholdes der onsdag de første begravelsesgudstjenester for ofre fra det masseskyderi, der søndag fandt sted på Bondi Beach i Sydney.

Her vil folk først samles for at sørge over drabet på den 41-årige rabbiner Eli Schlanger, som var en af de 16 mennesker, der mistede livet i angrebet.

Det sker ved en morgengudstjeneste i synagogen Chabad of Bondi, oplyser Det australske jødiske samordningsråd ifølge nyhedsbureauet AFP.

Om eftermiddagen lokal tid vil der i samme synagoge blive afholdt bisættelse af den 39-årige rabbiner Yaakov Levitan, der også blev dræbt i angrebet.

Det ventes, at store folkemængder vil deltage i begivenhederne, lyder det.

Skyderiet fandt sted søndag morgen dansk tid under en fejring af den jødiske højtid Hannukah. To formodede gerningsmænd - en 50-årig far og hans 24-årige søn - affyrede de dræbende skud mod menneskemængden.

En af dem - den 50-årige mand - er blandt de dræbte.

Politiet har meddelt, at skyderiet betragtes som et terrorangreb, og at det tilsyneladende var inspireret af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

Ifølge det australske medie ABC havde Eli Schlanger været rabbiner i 18 år. Han stod i spidsen for den lokale Chabad-menighed, som repræsenterer en gren af jødedommen, i Bondi Beach.

Schlanger var desuden en af arrangørerne bag Hannukha-fejringen "Chanukah by the Sea" ("Hannukha ved havet", red.) der søndag fandt sted på stranden.

Han var gift og far til fem børn.

Yaakov Levitan var ifølge mediet BBC også tilknyttet Chabad-menigheden, der beskriver ham som en populær koordinator af dens aktiviteter i Sydney.

Han fungerede som sekretær for Sydney Beth Din, som er en rabbinsk domstol, og var desuden gift og far til fire børn.

Det yngste offer for angrebet var en 10-årig pige. Det ældste offer var den 87-årige Holocaust-overlever Alexander Kleytman.

Udover de 16 personer, der mistede livet, blev flere end 40 personer såret.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT