ECB sænker renten som ventet
Den Europæiske Centralbank sænker som ventet sin indlånsrente med 0,25 procentpoint til 2,75 procent.
Der er godt nyt til danske boligejere og virksomheder fra Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag eftermiddag.ECB sænker som ventet sin indlånsrente med 0,25 procentpoint til 2,75 procent. Det er femte rentesænkning i træk siden juni, hvor den lød på 4 procent.
Markederne forventede som nævnt, at centralbanken ville lempe renten i lyset af, at der er styr på inflationen, og at de europæiske økonomier har brug for kunstigt åndedræt for at komme i gear igen.
Frederik Engholm, der er chefstrateg hos Nykredit, mener i det lys, at ECB kunne hæve sænket renten endnu mere denne gang.
- Det er meget svært at få øje på noget, som pludselig skulle få den europæiske økonomi til at drøne afsted, men det er nemt at få øje på forhold, der kunne bremse den yderligere op.
- Ikke mindst Trump. Derfor virker den aktuelle tilgang fra ECB overdrevet forsigtig, skriver han i en kommentar til tallene.
Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker hos Totalkredit, kalder dagens rentenedsættelse for en god nyhed for boligejerne med variabelt forrentede lån.
- Var nedsættelsen udeblevet, ville renterne på F1, F3 og F5 være steget. Og det havde været utrolig uheldig timing for særligt dem, der skal have deres F1, F3 og F5-lån på renteauktion i næste uge.
- Vi forventer, at renterne lander på 2,4-2,5 procent, og her spiller dagens rentenedsættelse en vigtig rolle, da den allerede var indregnet i renteniveauerne, siger han.
Cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv forventer ikke, at det er sidste gang, at ECB sænker renten.
Han spår, at vi kommer til at se yderligere tre eller fire rentesænkninger i år, så renten ved årets udgang ligger på 1,75 eller 2 procent.
- Inflationspresset er faldet over de seneste måneder, og faldet ses tilmed nu også i servicesektoren.
- Dertil er det desværre meget tydeligt, at væksten fortsat udvikler sig meget svag i euroområdet, og at der ikke for alvor er bedring i vente over de kommende måneder, mener han.
Friske tal fra EU's statistikbureau, Eurostat, viser da også, at EU-landenes økonomier samlet set kun voksede med 0,7 procent i 2024.
Lavere renter kan hjælpe til flere investeringer, der kan sparke økonomierne i gang igen.
Det ventes, at Nationalbanken som sædvanligt følger trop og sænker den danske rente med 0,25 procentpoint senere torsdag.
/ritzau/