Nu skal industriens udledning af PFAS til luften kortlægges
Danmark kan blive det første land, der fastsætter grænseværdier for, hvor meget PFAS der må være i røg.
Det skal nu kortlægges, hvor mange danske virksomheder, der udleder PFAS til luften gennem industrirøg.Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Kortlægningen kommer på baggrund af en faglig anbefaling fra Miljøstyrelsen, og den skal bane vejen for, at der udarbejdes grænseværdier for PFAS i røg.
Der er endnu ikke andre lande, der har fastsat lignende grænseværdier for PFAS-stoffer i røg.
Blandt andre DR Nyheder har skrevet om mulig udledning af PFAS gennem røgen hos teflonfabrikken Accoat i den nordsjællandske by Kvistgård.
DR har på baggrund af interviews med beboere i området berettet om ætsende nedfald fra fabrikkens skorsten og "teflonfeber", der har været et tilbagevendende problem blandt ansatte gennem årtier.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) henviser netop til sagen om teflonfabrikken.
- Der har den seneste tid været massiv medieomtale af den danske virksomhed Accoat, der udleder PFAS gennem virksomhedens industrirøg.
- Derfor har jeg bedt Miljøstyrelsen sikre det nødvendige vidensgrundlag til, at der kan udarbejdes grænseværdier for PFAS i røg.
- PFAS er over det hele og potentielt også i luften, og det bliver vi nødt til at have mere viden om, så vi kan regulere de virksomheder, der udleder PFAS i røg, siger Magnus Heunicke i meddelelsen.
Accoat har ifølge DR oplyst, at den lukker alle aktiviteter i Kvistgård inden for et år.
Teflonfabrikken har tidligere oplyst til mediet, at den altid har benyttet lovlige produkter i produktionen og overholder miljøgodkendelsens krav.
Den nationale kortlægning af industriens udledning gennem luften foretages i to faser. I den første del af undersøgelsen kortlægges, hvilke brancher og konkrete virksomheder der anvender og potentielt kan udlede PFAS til luften.
I den anden del af undersøgelsen gennemføres konkrete målinger af udledning af PFAS-forbindelser fra skorstene på udvalgte relevante virksomheder.
Kortlægningen forventes at være færdig i 2026.
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier blev i maj 2024 enige om en handlingsplan mod PFAS.
Planen skal være grundlaget for af afværge, inddæmme og oprense PFAS-forurening.
PFAS betegnes også som evighedskemikalier, fordi de ophobes i miljøet, i dyr og i mennesker.
Gruppen af PFAS-stoffer sættes desuden i forbindelse med en række alvorlige sygdomme.
PFAS er en engelsk forkortelse for per- og polyfluoralkylforbindelser, og det er en undergruppe af kemiske forbindelser, som er svært nedbrydelige.
/ritzau/
