Dobbelt op på mangemillionærer siden 2014

13. JAN 2026 • 09:01ERHVERV/POLITIK

Der er på ti år sket en fordobling af antallet af danskere med en likvid formue på mindst 10 millioner kroner.

På bare ti år er antallet af danskere med en formue på mere end 10 millioner kroner næsten blevet dobbelt så stort.

Det skriver Børsen på baggrund af en særkørsel fra Danmarks Statistik for perioden 2014 til 2024.

Den viser, at 19.143 personer i 2024 havde mere end 10 millioner kroner stående i banken, i børsnoterede aktier, obligationer eller investeringsfonde.

Det svarer til en vækst på 90 procent sammenlignet med 2014.

Ida Moesby, der er forbrugerøkonom hos Nordea, forklarer blandt andet udviklingen med, at aktiemarkederne har udviklet sig positivt i perioden.

- Når man har investeret sin formue, hvad vi må formode, at mange velhavende mennesker har, så får man glæde af renters rente-effekten.

- Pengene vokser helt af sig selv, selv om der naturligvis altid er en risiko forbundet ved investering, siger hun.

Opgørelsen medregner ikke pensioner, friværdi i ejendomme og unoterede aktier.

Unoterede aktier er ejerandele i virksomheder, der ikke er børsnoterede og derfor ikke kan værdisættes lige så præcist som dem, der handles hver dag på fondsbørsen.

Tæller man de unoterede aktier med, har hele 51.695 personer en formue på mere end 10 millioner kroner.

Med til historien hører dog også, at 10 millioner kroner på grund af inflationen ikke repræsenterer samme værdi i dag, som de gjorde tidligere.

Ifølge Danmarks Statistiks inflationsberegner svarede 10 millioner kroner i 2024 til 8,38 millioner kroner i 2014.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT