Det er fortsat uvist om Troels Lund Poulsen vil være statsministerkandidat

26. FEB 2026 • 13:51ERHVERV/POLITIK

Kort efter valgudskrivelsen svarer Troels Lund Poulsen helt udenom på spørgsmål om statsministerkandidatur.

De Konservative og Dansk Folkeparti peger på Venstres formand, Troels Lund Poulsen, som det oplagte bud på en statsministerkandidat blandt de borgerlige partier.

Men Troels Lund Poulsen har ikke meldt sig på banen som kandidat, og det gør han heller ikke, kort efter at statsminister Mette Frederiksen (S) har udskrevet folketingsvalg til afholdelse 24. marts.

Han er blot "rigtig glad for, at valget nu er udskrevet".

- Jeg er klar til det valg, som danskerne får mulighed for at stemme til 24. marts. Det er et valg, der kommer til at handle om danskernes sikkerhed og tryghed, siger Troels Lund Poulsen.

Han svarer ikke på spørgsmålene om, hvorvidt han er statsministerkandidat eller ej.

Venstre-formanden har dog ved flere lejligheder udtalt, at hans drøm og ambition er at danne en blå regering, "hvis der er et blåt flertal" efter næste folketingsvalg.

Det betyder - altså i skrivende stund - at der officielt er to statsministerkandidater. Flere, eksempelvis Venstres formand, kan selvsagt melde sig når som helst. Også i en valgkamp.

Den ene kandidat er statsminister Mette Frederiksen (S). Den anden er formand for Borgernes Parti Lars Boje Mathiesen. Sidstnævnte har meldt sig på banen, fordi han synes, at det er "pinligt", at ingen andre borgerlige ledere har gjort det.

Lars Boje Mathiesen meldte sig som statsministerkandidat i december. Det skete under spørgetimen med statsministeren i Folketingssalen.

De Konservative og Dansk Folkeparti har allerede inden valgudskrivelsen meddelt, at begge partier peger på Troels Lund Poulsen som blå bloks bedste bud på en statsministerkandidat. Og De Konservatives formand, Mona Juul, har opfordret Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne til at gøre det samme.

LA-formand Alex Vanopslagh siger, at det blå parti, der får det bedste valg, skal være kongelig undersøger og dermed lede regeringsforhandlingerne, hvis valget falder ud til fordel for de borgerlige partier. Han vil dermed ikke pege på en statsministerkandidat i forvejen.

- Jeg er klar, hvis pilen peger på mig, siger han dog.

Han vil ikke afvise, at han kan være en del af en midterregering, hvis den er borgerlig ledet. Han nævner, at en midterregering kan indeholde De Radikale.

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, ser to muligheder for, hvordan blå blok kan få en statsministerkandidat.

- Det kunne være godt, hvis der er en, der melder sig, siger hun til TV 2.

- Måske skulle man prøve at kigge på det parti, der ville være det største parti efter et valg. Det ville være oplagt, siger hun og slår fast, at hun ikke selv er statsministerkandidat.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT