Danske Bank indgår millionforlig i fransk udløber af hvidvasksag

18. SEP 2024 • 12:27ERHVERV/POLITIK

Estisk hvidvasksag har allerede kostet Danske Bank over 15 milliarder kroner. Nu er fransk forlig indgået.

Danske Bank har indgået et forlig på 6,33 millioner euro i en fransk sag, der relaterer sig til bankens estiske hvidvasksag.

Det skriver Danske Bank i en pressemeddelelse onsdag.

Beløbet svarer til godt 47 millioner kroner.

Den overordnede sag handler om manglende kontrol med mistænkelige pengeoverførsler gennem bankens afdeling i Estland.

Det har i forvejen ført til bøder og konfiskation på over 15 milliarder kroner, efter at der er blevet indgået aftaler med både danske og amerikanske myndigheder.

Dermed fylder den franske udløber kun en lille del af det samlede sagskompleks.

Ikke desto mindre markerer forliget afslutningen på den franske del af sagen, lyder det i onsdagens meddelelse.

- Vi er tilfredse med at kunne indgå forliget med den franske anklagemyndighed og derved afslutte den sidste myndighedsundersøgelse af banken i relation til non-resident-porteføljen i Danske Banks tidligere filial i Estland, lyder det i meddelelsen.

Danske Bank har tidligere hensat 80 millioner kroner til konsekvenserne af et muligt forlig med den franske anklagemyndighed.

I 2017 kunne Berlingske afdække, at der fra 2010-2014 var blevet ført omkring 140 milliarder kroner ulovligt ud af Rusland med henblik på hvidvaskning.

Heraf var en del af transaktionerne sket gennem Danske Banks estiske filial.

Danske Bank har siden erkendt, at den ikke har levet op til sine forpligtelser i forhold til at forhindre hvidvask.

I december 2022 indgik banken aftalen med de amerikanske og danske myndigheder om at betale sammenlagt 15,3 milliarder kroner.

Forliget betød, at Danske Bank det år tabte 5,1 milliarder kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT