Dansk museum vil tage ved lære af smykketyveri på Louvre

19. OKT 2025 • 14:29INDLAND/KRIMINAL

Museumsdirektøren for Moesgaard i Aarhus tager bestik af søndagens tyveri på franske Louvre, siger han.

Det giver en uro i hele museums- og kunstmiljøet, når tyve kan slippe afsted med at stjæle uvurderlige genstande fra selveste Louvre-museet i Paris.

Det kan direktøren for Moesgaard i Aarhus, Mads Kähler Holst, berette om.

- Grundlæggende er det en faktor, som alle museer skal holde øje med hele tiden for at sikre genstandene mest muligt, siger han.

- Det vil sige, at når der kan ske sådan noget på Louvre, kigger vi på, hvad der er sket, for at kunne lære af det.

Søndag morgen brød flere tyve ind på det verdensberømte kunstmuseum Louvre i den franske hovedstad, Paris.

Her lykkedes det dem at stjæle "uvurderlige smykker", som den franske indenrigsminister, Laurent Nuñez, beskriver det.

Flere medier beretter, at der er tale om smykker fra en Napoleon-samling.

Røveriet varede omkring fire minutter, hvor røverne har udnyttet renoveringsarbejde og en godselevator til at snige sig ind.

Som direktør for et museum giver det rynkede bryn, når en sådan operation kan finde sted.

- Det er noget, man virkelig tænker over, for Louvre er virkelig et professionelt museum, der har rigtig store sikkerhedsindsatser, siger Mads Kähler Holst.

Den danske museumsdirektør vil ikke fortælle offentligt, hvilke sikkerhedsforanstaltninger Moesgaard gør sig. For så vil tyve kunne planlægge et kup efter det.

Tyveri af kunst- og museumsgenstande kan betragtes som et særligt indgribende tab. Der er tale om unikke genstande, som der oftest kun er et enkelt eksemplar af, og som derfor rummer historiens gang i fysisk forstand, forklarer museumsdirektøren.

- Folk føler noget for det, så det opleves som mere end bare et tab af en genstand - men også af den historie, der knytter sig til det, siger Mads Kähler Holst.

Søndag eftermiddag står det ikke klart, hvem gerningsmændene er. For museumsdirektøren er der ofte to typer af kunsttyve: lykkeriddere eller folk på bestillingsarbejde.

De mere tilfældige lykkeriddere kan have set sit snit uden en egentlig plan for, hvordan man skal afsætte genstandene.

- Det er jo ikke et åbent marked, man kan gå ud i med sådanne ting, siger Mads Kähler Holst.

Andre gange kan der være tale om et lukket, sort marked, hvor der direkte er lagt en bestilling på de eftertragtede museumsgenstande.

De forskellige motiver gør, at museer skal holde sig på tæerne.

- Det gør, at man på museumssiden skal være opmærksom på, hvilke udviklinger der kan være i de her måder at begå indbrud på, siger Mads Kähler Holst.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

19. OKT 2025 • 13:59UDLAND
Israel udfører luftangreb i Gaza
FÅ ABONNEMENT