Danmark bruger 150 millioner på at rejse penge til klimatiltag i Afrika
Ved at bruge 150 millioner kroner kan Danmark sikre 750 millioner kroner til klimatiltag i Afrika.
Behovet for rede penge til klimatilpasning i Afrika er så stort, at det ikke kan klares med bistand fra offentlige kasser.Det er baggrunden for et nyt finansieringstiltag, Danmark nu giver tilsagn om at støtte med 150 millioner kroner.
Her bidrager Danmark med millionerne for at få private aktører til at rejse endnu flere penge, som skal bruges på investeringer i klimatilpasning i afrikanske lande.
Konkret forventes det, at de offentlige kroner vil hjælpe med at rejse 750 millioner kroner fra private aktører.
Det lanceres onsdag på klimatopmødet COP30 i Belém, Brasilien, af blandt andet dronning Mary.
Initiativet hedder Adaptation Finance Window for Africa (AFWA) og støttes også af Nordic Development Fund og Island.
Investeringerne skal målrettes projekter indenfor landbrug, vand, energi og naturbaserede løsninger, der kan styrke et samfunds modstandskraft mod klimaforandringer.
Derfor er fødevareminister Jacob Jensen med i tiltaget.
- Klimaforandringerne truer fødevareproduktionen og levegrundlaget for millioner af mennesker i Afrika, lyder det fra ham i en kommentar.
- Med dette bidrag går Danmark og de nordiske lande sammen om at bringe innovation og investeringer i spil for blandt andet at gøre landbrug og natur mere modstandsdygtige.
Selv om det konkrete millionbidrag er nyt, er mekanismen blevet en fast del af det danske klimadiplomati og udviklingsbistand.
Ud fra devisen om, at den grønne omstilling og tilpasning til klimaforandringerne kræver så store summer, at de offentlige kasser ikke kan klare det med ren gavebistand, forsøger Danmark nu at aktivere det private markeds kapital.
Det sker ved, at man bruger offentlige kroner som enten garanti eller indsprøjtning til, at private investorer tør kaste sig ind i ellers risikofyldte markeder.
Særligt afrikanske lande kan nemlig være så ustabile, at det private marked er tilbageholden med at investere i områderne.
Det skal denne tilgang modvirke. Danmark har i samme boldgade tidligere afsat milliarder til klimainvesteringer i Sydamerika og Asien.
/ritzau/
