Danmark åbner igen for våbeneksport til to golflande

9. MAR 2023 • 22:29ERHVERV/POLITIK

Forbud mod eksport af våben til Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater er ifølge udenrigsminister fortid.

Det danske stop for eksport af våben til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater er fortid.

Det skriver Politiken.

Siden 2018 og 2019 har eksport af våben til de to lande været forbudt.

Blandt andet som følge af mordet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi og af frygt for, at det militære udstyr kunne blive brugt i krigen i Yemen.

Men forbuddet ophører dags dato, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til dagbladet:

- Man kan godt være et land, der sådan set er problematisk med vores øjne, og så alligevel have nogle legitime sikkerhedspolitiske interesser.

- Og der er min linje den, at vores linje skal ligge samme sted som andre europæiske landes linje, siger han.

Udenrigsministeren siger også, at det er et "stort dilemma".

Meldingen betyder, at der fremover kan gives tilladelse til eksport af våben, eksempelvis militære softwareprogrammer, radarreservedele og såkaldte dual-use produkter.

Det er produkter, der har både en civil og militær anvendelse. Det kan for eksempel være overvågningsudstyr.

Lars Løkke Rasmussen understreger dog over for Politiken, at beslutningen ikke betyder et "saudiarabisk våbeneksport-eventyr".

Han henviser til, at Udenrigsministeriet vil lave analyser og sikkerhedsvurderinger for at undgå, at eksporterede våben bliver brugt til undertrykkelse af egen befolkning eller i krige, hvor "de pågældende lande engagerer sig uhensigtsmæssigt".

Dansk forsvarsindustri omfatter flere end 200 virksomheder og omsætter for omkring tre til fire milliarder kroner om året.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU