Dan Jørgensen skal bakse med EU's konkurrenceevne på energipriser

17. SEP 2024 • 12:06ERHVERV/POLITIK

EU's konkurrenceevne handler også om energipolitik, hvor Dan Jørgensen får vigtig rolle, siger organisation.

EU's konkurrenceevne på energiområdet halter bagefter USA og Kina.

Det skal Dan Jørgensen arbejde på at vende som ny energikommissær i EU.

Sådan lyder det fra Green Power Denmarks EU-chef, Jacob Klivager.

- Vi er nødt til at investere mere i konkurrencedygtig elektricitet, siger han.

Den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, præsenterede for nylig en omfattende rapport over EU's konkurrenceevne.

Her fremgår det, at den europæiske union slet ikke har vækstniveauer på niveau med USA og Kina.

Det vil kræve investeringer for mindst 750 til 800 milliarder euro årligt, hvis udviklingen skal vendes, og EU skal opnå en væsentlig del af verdensøkonomien, lyder det.

Investeringsbehovet ligger både i digitalisering og innovation, men også særligt i den grønne omstilling.

EU-præsident Ursula von der Leyen har bebudet, at den nye kommission vil præsentere en såkaldt "clean industrial deal", der skal styrke EU's industri gennem blandt andet grøn omstilling.

Her får energikommissær Dan Jørgensen en vigtig rolle, vurderer Jacob Klivager

Behovet for en omstillet energisektor hænger også sammen med sikkerhedspolitik.

- Det skal sikres, at vi kan passe ind i den nye geopolitiske situation og den usikkerhed, der er opstået efter Ruslands invasion af Ukraine og den stigende unfair konkurrence fra Kina, siger Jacob Klivager.

Som energikommissær er der også helt andre lavpraktiske spørgsmål: At få sikret infrastrukturen til, at grøn strøm kan bevæge sig rundt i Europa.

Elnettet er i dag udfordret i forhold til at håndtere de kommende, større mængder strøm, der skal elektrificere industrien.

Her kan Dan Jørgensen også få en rolle i at sikre, at elkabler og infrastruktur kan leve op til målsætningerne.

- Vi skal kunne transportere energi fra det sted, vi producerer den, til hvor den bruges. Det er en kerneopgave, siger Jacob Klivager.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT