Dan Jørgensen forstår bekymring om skattebetalt støtte til CO2-lagring

ERHVERV/POLITIK18. SEP 2026 • 13:59

EU-kommissær Dan Jørgensen forstår bekymring for statslige støttemilliarder til olieselskab for at lagre CO2.

Det er helt legitimt at bekymre sig om, at skatteyderne er med til at betale en milliardstøtte til olieselskaber og tung industri for at gemme deres udledte CO2 væk i Nordsøens undergrund.

Sådan lyder det fra EU's kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen (S).

- Det er et fair spørgsmål at stille, for det er klart, at vi bliver nødt til at indrette et system i Europa, hvor forureneren betaler, siger han.

Udtalelsen falder ved indvielsen af den første storskala CO2-lagring i EU, som olieselskabet Ineos indvier fredag på Esbjerg Havn.

Indvielsen er en foreløbig kulmination på en politisk aftale, som Dan Jørgensen indgik med Folketinget som klimaminister i 2021.

Her afsatte aftalepartierne 16 milliarder kroner til at støtte lagringen af CO2 i Nordsøen. Hvis man tæller andre støttepuljer til CO2-fangst og lagring sammen, støtter den danske stat teknologien med 25 milliarder kroner.

Ved indvielsen af projektet forklarer stifteren af Ineos, Sir Jim Ratcliffe, at man som olieselskab har brug for udsigt til en profit ved nye tiltag som CO2-fangst. Ellers er det ikke risikoen værd.

- Hvis der ikke er nogen tilbagebetaling af kapital og profit fra den risiko, tid og energi, vi bruger, vil det (industrien i Nordsøen, red.) bare flytte et andet sted hen, siger han til Ritzau fredag.

Dan Jørgensen erkender, at det er en omkostning, skatteborgerne betaler til store internationale selskaber, der selv har tjent store summer på at forurene.

Men samtidig har både EU og Danmark taget pisken i brug for også at holde forurenerne ansvarlige.

- Det gør vi ved at sætte en høj ETS (EU's kvotesystem for udledning af CO2, red.), siger han.

- Vores kvotesystem sætter en høj pris på kvoterne for at udlede, som den her industri betaler. Og i Danmark har man lagt en CO2-afgift ovenpå det.

Den offentlige støtte til CO2-lagringen er også en måde at sikre, at produktionsvirksomheder i Danmark og EU ikke blot lukker og flytter til udlandet i mødet med hård klimapolitik.

Det fokus er særdeles aktuelt i tiden, hvor EU kæmper for at bevare konkurrenceevne og produktion i Danmark.

- Vi lægger høje skatter og giver så høje omkostninger, men for at vi ikke risikerer, at industrierne lukker og flytter, så hjælper vi dem også ved at introducere nye teknologier, siger Dan Jørgensen.

Han varsler, at praksissen på et tidspunkt skal klare sig uden statsstøtte.

- De kommer også til at betale og finansiere det her, men i en opstartsfase vil vi gerne hjælpe dem med finansieringen, ligesom vi parentes bemærket altid har gjort med nye teknologier.

I EU står Dan Jørgensen som kommissær i spidsen for et mål om, at der i 2030 skal lagres 50 millioner ton CO2 i undergrunden.

Med fredagens indvielse begyndes der med 400.000 ton.

Det er en lang vej på fire år, særligt i lyset af at klima som politisk prioritet har mistet gennemslagskraft i Europa.

- Jeg er enig i, at der desværre er en tendens til, at klima ikke er så højt på dagsordenen. Jeg håber og tror, at det er ved at vende, og at denne sommer har fået advarselslamperne til at blinke mange steder, siger Dan Jørgensen.

Samtidig påpeger han, at fornyede topprioriteter som sikkerhed og konkurrenceevne faktisk er afhængig af grøn omstilling.

- På en bagvendt måde er der en fordel i, at det faktisk er sikkerhed og konkurrenceevne, der er øverst på dagsordenen. For de ting, vi skal gøre for at bekæmpe klimaforandringer, er de samme ting, vi skal gøre for at opretholde konkurrencekraft og uafhængighed.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT