Hærchef taler for fast udstationering af soldater i Grønland

ERHVERV/POLITIK18. SEP 2026 • 10:07

Ifølge hærchef Peter Boysen giver det god mening, at soldater fra hæren bliver fast udstationeret i Grønland.

Soldater fra den danske hær er klar til en permanent tilstedeværelse i Grønland, hvis Christiansborg ønsker det.

Sådan lyder det fra hærchef Peter Boysen til TV 2.

- Det giver god mening at fortsætte med hærbidraget. Det er i høj grad relevant, at vi fortsætter med at være deroppe, siger Peter Boysen til TV 2.

Danske soldater har siden januar været på midlertidige øvelser i Grønland, og i august var et hold værnepligtige også udstationeret på øen.

I disse dage er Nato-øvelsen "Arctic Sentry" også i gang omkring Grønland, hvor blandt andet danske F-35-kampfly deltager.

Peter Boysen siger til TV 2, at det vil give mening for hæren at være permanent i Grønland.

Det handler blandt andet om kendskab til terrænet og klimaet, lyder det.

Forsvaret har i forvejen en fast tilstedeværelse i Arktisk Kommando, hvor der er ansat medarbejdere fra alle Forsvarets værn.

I en skriftlig kommentar siger forsvarsminister Jeppe Bruus til TV 2, at det er "afgørende for sikkerheden" i Danmark og Arktis, at Forsvaret har øget tilstedeværelse og øvelsesaktivitet i Grønland.

- Hvordan Forsvarets tilstedeværelse i Arktis og Nordatlanten skal se ud, drøfter regeringen løbende med Grønlands Naalakkersuisut, Færøernes Landsstyre og forsvarsforligskredsen på baggrund af forsvarschefens anbefalinger, siger Jeppe Bruus.

Det er i sidste ende en politisk beslutning, hvordan Forsvarets tilstedeværelse i Grønland skal være.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT