Amerikanske aktiemarkeder stabiliserer sig efter store fald
Investorer har sundet sig og fået den værste panik ud af kroppen op til weekenden, vurderer aktiechef.
De amerikanske tech-aktier lader fra handelsstart til at have stabiliseret sig efter store fald torsdag.Tech-indekset Nasdaq er kort efter børsåbning oppe med over en procent, og også det bredere S&P 500 er i plus.
- Efter at have fået en ordentlig kæberasler i går genvinder de amerikanske techaktier lidt af det tabte i dag, vurderer Philip Jagd, aktiechef i Sampension i en kommentar.
- Det kunne tyde på, at investorerne har sundet sig og fået den værste panik ud af kroppen op til weekenden.
De største aktieindeks i USA blev torsdag ramt af en stor nedtur. Det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt med 5,5 procent.
En storsejr til Demokraterne ved midtvejsvalget skabte tilsyneladende - med lidt forsinkelse - frygt for øget myndighedskontrol med kunstig intelligens.
Bekymringen drejer sig særligt om, at mange af de kandidater, der blev valgt ind i Kongressen ved tirsdagens midtvejsvalg, har lovet at bremse datacenterprojekter.
RITZAU
