Aarhus udskyder klimaneutralitet i 2030 med fem år

ERHVERV/POLITIK12. AUG 2026 • 17:46

Byrådet i Aarhus har aftalt at droppe mål om CO2-neutralitet i 2030 og giver i stedet sig selv fem år mere.

Aarhus Kommune har droppet sit mål om at blive CO2-neutral i 2030.

I stedet skal kommunen det år have sænket sit CO2-aftryk til 85 procent, inden det gamle mål nu skal indfries i 2035 i stedet.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Skiftet kommer efter, at partierne bag byrådets klimaaftale onsdag eftermiddag har holdt et møde og truffet beslutningen.

Mens det nye officielle mål er 85 procent i 2030, har aftalepartierne også noteret sig en mere uofficiel ambition om at håbe at nå 90 procent samme år.

De lokale byrådspolitikere har blandede følelser om beslutningen.

- Vi havde gerne holdt fast på 100 procent, og vi ville også gerne have taget nogle af de konsekvenser, som det indebærer, men vi accepterer, at gå ned på 90 procent, og det er det, vi går efter som minimum, siger SF's Liv Gro Jensen til TV 2 Østjylland.

I Venstre fremhæver man omvendt, at man stadig er stolt over at have en ambitiøs målsætning.

Vejen til klimaneutralitet i 2030 blev særdeles udfordret sidste år, da et CO2-fangst projekt glippede.

Længe var det planen, at Aarhus Kommune skulle søge statslig støtte til at opføre et CO2-fangstanlæg på Lisbjerg Kraftvarmeværk.

Det ville have reduceret kommunens udledning af CO2 med 435.000 ton.

Betingelserne for at søge støtten var dog for svære for kommunen at håndtere, så man måtte undlade at søge udbuddet.

Dermed stod det klart, at kommunens klimaregnskab pludselig havde et markant hul.

De 435.000 ton CO2-reduktion er svære at finde ligeså hurtigt andre steder, og byrådets politikere har derfor sænket målsætningen.

TV 2 Østjylland har endnu ikke kunne få en kommentar fra den socialdemokratiske borgmester i Aarhus, Anders Winnerskjold.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT