Norsk oliefond runder værdi på 15.000 milliarder kroner

ERHVERV/POLITIK12. AUG 2026 • 10:44

Asiatiske teknologiaktier medvirker til at give Norges oliefond et afkast på knap 1200 milliarder kroner.

Den norske oliefond fik et afkast på 1753 milliarder norske kroner i første halvdel af 2026.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Det er en stigning på 9,4 procent og svarer til 1197 milliarder danske kroner.

Målt i kroner har fondens halvårlige afkast aldrig været større.

Nicolai Tangen, der er chef for oliefonden, siger, at afkastet er drevet af investeringer i aktier.

- Særligt fra asiatiske teknologiaktier, lyder det i en pressemeddelelse ifølge NTB.

Ved udgangen af juni havde fonden værdier for samlet 22.683 milliarder norske kroner. Det svarer til 15.489 milliarder kroner.

Oliefonden blev oprettet, efter at man fandt olie i Nordsøen. Fondens formål er at beskytte Norges økonomi mod udsving i olieindtægterne.

Den fungerer også som en finansiel reserve og langsigtet opsparing, så både nuværende og kommende generationer kan få glæde af landets olieindtægter. Det skriver fonden på sin hjemmeside.

De største investeringer er foretaget i selskaberne Nvidia, Apple, Alphabet, Microsoft og TSMC. Både Nvidia og TSMC producerer chips.

Her spænder investeringerne fra en værdi på 331 milliarder norske kroner i sidstnævnte til 612 milliarder norske kroner i Nvidia.

Investeringer betyder, at den norske oliefond sidder på mellem 1,2 og 1,7 procent af alle aktier i de nævnte selskaber.

NTB skriver, at det samlede afkast på fondens asiatiske aktier er endt på 31 procent i første halvår.

Til sammenligning havde aktierne i Nordamerika, der udgør 57 procent af beholdningen, et afkast på 11 procent.

De europæiske aktier udgør ifølge nyhedsbureauet 20 procent og havde i perioden et afkast på 13 procent.

Det norske finansmedie E24 har tidligere skrevet, at det tog over 20 år for fonden at nå en samlet værdi på 10.000 milliarder norske kroner. Det skete i 2019.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT