95 procent optalt: Bojes parti balancerer på spærregrænsen
Alle partier ser ud til at komme ind i Folketinget, men Borgernes Parti ligger lige på grænsen.
Med 95 procent af stemmerne optalt ligger Borgernes Parti, som har Lars Boje Mathiesen i spidsen, lige på vippen til spærregrænsen.Ifølge DR og TV 2 ligger partiet til 2,1 procent af stemmerne og dermed fire mandater.
Spærregrænsen er på 2,0 procent.
Klarer partiet sig ikke over grænsen, kan det få betydning for den samlede blå blok, der lige nu står til 77 mandater hos DR og 78 hos TV 2.
Tidligere tirsdag aften havde DR's første prognose Borgernes Parti som det mindste parti med 2,6 procent af stemmerne. I TV 2's prognose stod partiet til 2,2 procent.
Men det har altså siden ændret sig.
Prognoserne er ikke et valgresultat. Det er en analyse baseret på valgstedsmålinger, optalte stemmer og relevante data fra meningsmålinger.
Jo flere valgsteder, der bliver optalt, jo mere retvisende bliver prognosen.
Kandidat for Borgernes Parti Nadja Isaksen kalder det "meget nervepirrende", at partiet er på vippen.
- Ekstremt nervepirrende. Vi har is i maven, så vi skal nok klare den. Det satser vi på, siger Nadja Isaksen.
Hun bliver spurgt til, hvad det vil betyde at komme ind.
- Det vil betyde rigtig meget. Det kan næsten ikke beskrives. Det vil være surrealistisk at være på en af de fornemste arbejdspladser i Danmark. Det er et tillidserhverv. Det vil være stort, lyder det.
Lars Boje Mathiesen har siddet i Folketinget siden 2019. Dengang blev han valgt ind for Nye Borgerlige, som han i en kort periode var formand for.
I 2023 forlod han partiet og var løsgænger, indtil han stiftede Borgernes Parti.
Boje Mathiesen er statsministerkandidat, men ingen partier peger på ham.
Han stiller op i Østjyllands Storkreds og blev valgt ind i Folketinget i samme kreds i 2019 og 2022, da han var medlem af Nye Borgerlige.
Tidligere tirsdag sagde Lars Boje Mathiesen, at man ikke som vælger skulle holde sig tilbage af frygt for, om partiet slet ikke kom i Folketinget.
- Hvis folk er bange for stemmespild, skal de bare stemme på os. Men det (at Borgernes Parti ikke klarer spærregrænsen, red.) frygter vi nu ikke, sagde han, da han afgav sin stemme i Næshøjhallen i Harlev.
- I de fleste målinger har vi ligget over spærregrænsen, sagde Boje til DR på valgstedet.
/ritzau/
