Moderaterne ender i drømmeposition med 14 mandater mellem blokkene
Det endelige valgresultat viser, at Moderaterne får 14 mandater. Ingen blokke kan tælle til 90 uden partiet.
Med alle stemmer talt op står det klart, at Moderaterne formentlig får den rolle, som partiet har drømt om.Partiet får 7,7 procent af stemmerne og 14 mandater ved tirsdagens folketingsvalg.
De 14 mandater kan blive afgørende i en regeringsdannelse, da hverken rød eller blå blok kan mønstre et flertal uden partiet.
Resultatet viser 84 mandater til rød blok og 77 til blå blok.
Formand for partiet Lars Løkke Rasmussen sagde tidligere på aftenen, at Moderaterne blev dannet for at bryde med fløjene i dansk politik.
- Det lykkedes vi med sidste gang. Det lykkes vi også med i dag, siger han og konstaterer, at "vi er blevet stående på midten".
Det er mindre end de 9,3 procent, som partiet fik ved valget i 2022, men det betyder ikke så meget, eftersom Moderaterne som det eneste parti uden for de politiske blokke er umulige at komme uden om i en regeringsdannelse.
Ved det seneste folketingsvalg i 2022 kom partiet ind med 16 mandater, men i løbet af den nu afsluttede valgperiode har de tabt fire.
Det er sket som følge af det væld af sager, som opstod i partiet i valgperioden, hvor folketingsmedlemmer enten blev smidt ud eller selv gik.
Lars Løkke Rasmussen sagde tidligere i sin tale ved Moderaternes valgfest, at regeringspartnerne Socialdemokratiet og Venstre er stormet ud mod hver deres fløj i valgkampen, og han opfordrer dem til at vende tilbage til midten.
- Jeg vil sige til Troels og Mette, som vi har haft et godt samarbejde med de seneste tre år. Prøv nu at kravle ned fra de træer, sagde han med henvisning til formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen og Venstres formand, Troels Lund Poulsen.
Tidligere på aftenen sagde Moderaternes folketingsmedlem Mohammad Rona, at det er "en drømmeposition og drømmescenarie for os at stå her og kunne være med til at afgøre hvordan og hvorledes".
- For os har det altid handlet om at få indflydelse, sagde han.
/ritzau/
