Troels Lund rækker ud til Løkke efter historisk dårligt valg

25. MAR 2026 • 00:30ERHVERV/POLITIK

Venstres Troels Lund ser muligheder for en ny retning, hvis Lars Løkke vil lave en "blå midterregering".

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, ser fortsat muligheder for at "få en ny retning" for Danmark og en blå midterregering.

Det er til trods for, at Venstre har fået det dårligste valg i partiets historie.

- Nu er muligheden til stede for det, hvis Lars Løkke sørger for, at vi kan få en blå midterregering, siger han.

Rød blok får 84 mandater, og blå blok får 77 mandater, viser den endelige optælling ved folketingsvalget. Men ingen blokke kan danne regering alene.

Troels Lund Poulsen ser to "oplagte muligheder" for sig.

- Det er, at vi får en blå midterregering, eller at vi går i opposition, hvor vi selvfølgelig vil søge indflydelse, siger Venstre-formanden.

Venstre har med 10,1 procent af stemmerne fået det værste valg nogensinde.

Partiet er fortsat det største parti i blå blok. Liberal Alliance er næststørst med 9,4 procent af stemmerne ved tirsdagens valg.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne havde set et bedre resultat for Venstre. Men når det er sagt, glæder jeg mig over, at vi er det største blå parti, siger han.

- Jeg har skullet lære mange ting hurtigt, og jeg har meget at lære endnu. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, jeg har givet alt, hvad jeg havde i mig, siger Venstre-formanden.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT