370 kriminelle udlændinge slipper for straf mod at blive udvist

16. MAR 2025 • 06:00ERHVERV/POLITIK

Regeringen vil straksudsende flere kriminelle udlændinge ved at udvide ordning for hjemrejse.

De seneste år har en lov givet cirka 370 kriminelle udlændinge mulighed for at slippe for hele eller dele af deres fængselsstraf.

Det viser nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Og det glæder udlændingeminister Kaare Dybvad Bek (S), som vil udvide ordningen til at omfatte flere.

- Det er først og fremmest en god idé, fordi vi vil være sikre på, at folk forlader landet. Det er en god idé, fordi det vigtigste for mig er, at udvisningsdømte kriminelle udlændinge også tager afsted. Tager hjem til det land, hvor de kommer fra, siger han.

Han mener, at der er tale om mange. Ministeriet har ikke kunnet indhente tal for, hvor mange udvisningsdømt der er i danske fængsler.

I 2021 indførte et flertal i Folketinget en hjemrejselov, der blandt andet betyder, at udvisningsdømte kriminelle, som skal afsone en straf i et dansk fængsel, kan slippe for fængselsstraffen, hvis de bliver straksudsendt.

Danske fængsler har siden fået forholdsvist færre indsatte kriminelle udlændinge, fordi de i stedet er blevet udsendt, og regeringen vil nu udvide ordningen.

I dag kan udlændinge straksudsendes direkte fra fængslet, hvis de er idømt ubetinget fængselsstraf i op til fire måneder og er udvist af landet med et indrejseforbud,

Det gælder også dømte for overtrædelse af opholds-, melde- eller underretningspligten.

Udlændingene har typisk været dømt for forhold som tyveri, dokumentfalsk eller besiddelse af euforiserende stoffer.

Ministeren anerkender, at nogle kriminelle dermed får en lavere straf, hvilket er "positivt for dem".

- Det er ikke, fordi jeg har lyst til at give dem en kortere straf. Men på den anden side, så synes jeg også, at det bedste for det danske samfund er, at vi er helt sikre på, at de tager afsted, så de ikke går ud og laver ny kriminalitet med ofre til følge, siger han.

Han afviser, at årsagen er pladsmangel i danske fængsler, eller at nogle kriminelle vil spekulere i ordningen, som godt kan blive udvidet igen. Men der er dog en grænse, uden at han vil komme den nærmere.

- Nu har vi taget et skridt her, og så håber vi på at kunne få nogle erfaringer med, hvor mange vi får sendt af sted.

- Jeg synes personligt, at der selvfølgelig er en grænse for, hvad for nogle typer af kriminalitet, man skal have en eller anden form for rabat på, uanset at man forlader landet, siger han.

Regeringen vil fremsætte et lovforslag for at udvide ordningen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT