1124 syrere fik permanent opholdstilladelse i det seneste år

2. DEC 2025 • 23:10ERHVERV/POLITIK

Mere end 1000 syrere har siden december sidste år fået permanent ophold. 1225 sager er ikke færdigbehandlet.

Mens regeringen arbejder på tiltag for at få syriske flygtninge til at rejse hjem, har flere end 1000 syrere fået permanent opholdstilladelse i Danmark i det seneste års tid.

I perioden fra december 2024 til oktober i år fik 1124 syrere permanent opholdstilladelse i Danmark.

Det skriver Berlingske på baggrund af en ny opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Dertil er der 1225 sager fra samme perioder, der endnu ikke er færdigbehandlet.

I sin essens giver permanent opholdstilladelse ret til at bo og arbejde i Danmark uden en udløbsdato.

Typisk skal man have været i landet på lovligt ophold i otte år, have en ren straffeattest og opfylde sprogkrav for at søge om opholdstilladelsen.

De tildelte opholdstilladelser sker samtidig med, at rekordmange syrere tager imod statens pengetilbud og rejser tilbage til Syrien.

413 personer havde ved udgangen af september benyttet sig af den såkaldte repatrieringsordning og rejst til Syrien.

Det er en ordning, hvor udlændinge tilbydes et beløb for at forlade Danmark.

Tallet var rekordstort for ordningen. Til sammenligning benyttede 94 personer sig af ordningen og rejste frivilligt til Syrien. Det oplyste Udlændinge og Integrationsministeriet i november.

Repatrieringsordningen betyder, at flygtninge kan få op til omkring 250.000 kroner for at forlade Danmark. Beløbet skal blandt andet dække rejseudgifter, integrationsudgifter og sygesikring.

Så sent som i weekenden var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på besøg i Syrien, hvor temaet var tvangshjemsendelser.

Den danske regering vil kunne tvangshjemsende syrere, der har begået kriminalitet i Danmark, og andre uden lovligt opholdsgrundlag. Det sagde Løkke under besøget til dansk presse, herunder Ritzau.

Løkkes besøg fandt sted, knap et år efter at præsident Bashar al-Assad og hans regime blev væltet af oprørsstyrker under en lynoffensiv i december.

Forud for det går mange år med borgerkrig i landet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT