'Voldsomt mange' har sagt op

'Voldsomt mange' har sagt op
En række ledere i de kommunale børnehuse har det seneste halvandet til to års tid sagt deres stilling op. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 17. JAN 2024 • 05:30
NYHED | ABONNENT
17. JAN 2024 • 05:30

Ifølge pædagogernes fagforening, BUPL, har op mod ni ledere af børnehuse på Bornholm sagt deres stilling op i løbet af det seneste halvandet til to år. Alene i 2023 var der tale om seks opsigelser, oplyser regionskommunen.

Op mod ni ledere i de kommunale børnehuse på Bornholm har det seneste halvandet-to års tid sagt deres stilling op, bekræfter formanden for lokalafdelingen af pædagogernes fagforening, BUPL, over for Tidende.

– Det er voldsomt mange. Det svarer til halvdelen af de lederstillinger, vi har i dagtilbud, siger Henrik Kofoed Hansen.

Mandag holdt fagforeningen fagligt møde med lederne af de kommunale daginstitutioner på Bornholm, fremgår det af et opslag på BUPL Bornholms facebookside. Formand Henrik Kofoed Hansen vil ikke direkte kommentere, hvad der blev drøftet på mødet, men fortæller blot, at mødedeltagerne 'generelt snakkede vilkår, og der var også snak om løn.'

Han fortæller samtidig, at ikke alle de omtalte opsigelser er sket på baggrund af utilfredshed med lønnen.

– Men en stor del er løn og vilkår. Opgaveporteføljen er for stor i forhold til den tid, man har til at kunne løfte opgaven ordentligt. Desuden spiller løn en rigtig stor faktor i forhold til at føle sig anerkendt for det, man laver. Den har bare ikke rigtig fulgt med i forhold til de ledere, vi har herovre. Det har jeg hørt fra flere, der har sagt op, siger Henrik Kofoed Hansen.

Seks opsigelser i 2023

Lederen af de kommunale dagtilbud, Henrik Dich, synes dog ikke, at ledernes opgave i børnehusene er for stor.

– Det er nogle rigtig dygtige ledere, vi har. Man har selvfølgelig travlt som leder ude i børnehusene, men jeg synes, de gør det rigtig godt. Jeg har ikke nogen grund til at betvivle, at de kan løse den opgave.

Alene i 2023 har seks ledere i bornholmske børnehuse sagt op, oplyser Henrik Dich.

– Jeg er utroligt glad for, at vi i dagtilbud producerer nogle ledere, der kan bruges andre steder - både internt i vores egen organisation og ude i andre stillinger. Det er dog en del stillinger at skulle genbesætte over tid, og det tager kræfter, siger han.

Er seks opsigelser et normalt niveau?

– Det er lidt flere i 2023 end det har været tidligere. Vi har ikke målt over flere år, hvor mange der har sagt op, men min fornemmelse er, at det er flere end det plejer, siger Henrik Dich, der tilføjer:

– Men jeg tænker, det stabiliserer sig i 2024, hvor vi har fået nogle nye gode ledere ind, som vi har stor fornøjelse af.

I dialog

Men det er ikke sikkert, frafaldet slutter her. Ifølge Tidendes oplysninger overvejer flere at sige deres stilling op - men det kan Henrik Kofoed Hansen ikke bekræfte, da det ikke er noget, han har hørt. I stedet siger han:

– Jeg har hørt medlemmer blandt lederne sige, at der er grænser for, hvor meget man vil finde sig i fremadrettet, siger Henrik Kofoed Hansen, der efter en lang tænkepause tilføjer:

– Vi har jævnligt samtaler med folk, der giver udtryk for, at de synes, det er op ad bakke – for at sige det mildt.

Til spørgsmålet om, hvorvidt fagforeningen har forsøgt at råbe kommunen op, så er det korte svar ja, siger lokalformanden.

– Vi har en løbende dialog med ledelsen i kommunen i forhold til løn og vilkår for alle medlemmerne - også lederne. Jeg har svært ved at kommentere på, hvilken proces vi er i. Men vi er i en proces, og det er ikke nemt, siger Henrik Kofoed Hansen, der ikke ikke vil forhandle løn gennem pressen.

Det vil nok ikke være til mine medlemmers fordel. Du spørger, om det er noget, vi har italesat over for kommunen, og der er mit klare svar: ja. Hvis du så spørger mig, om de lytter, så svarer jeg, at de ikke gør nok ved det, lyder det fra Henrik Kofoed Hansen.

Rekrutteringsudfordring

Henrik Dich oplyser, at kommunen som arbejdsgiver overholder de gældende overenskomster og lønforhandler lokalt med lederne.

– Hvis man vil have en højere løn, skal det tages rette sted i forhold til de forhandlinger, der foregår på nuværende tidspunkt. Det er selvfølgelig en vigtig faglig kamp, de skal tage - det er jeg helt med på. Det er også derfor, man har de her centrale forhandlinger, siger han.

Henrik Kofoed Hansen fortæller, at 'de fleste' af de opsagte stillinger er blevet genbesat. Men muligheden for at rekruttere nye ledere til børnehusene er ikke god efter opsigelserne, hvilket han kalder 'bekymrende'.

– Det er ikke fordi, de (kommunen, red.) er druknet i ansøgninger, og flere af de her stillinger har været genopslået, siger Henrik Kofoed Hansen.

– Der spiller løn og vilkår en stor rolle.

Er arbejdsvilkår og løn også noget, der rygtes?

– Ja, det er det da. Det er også mit indtryk, når jeg snakker med de menige medlemmer, at de også ser, hvordan deres ledere løber stærkt. Når historierne går på, at der er almindelige pædagoger på gulvet, der tjener det samme eller i visse tilfælde mere end lederne, så er det ikke attraktivt at søge lederstillinger. Det er sådan nogle historier, der kører.

Lederen af de kommunale dagtilbud, Henrik Dich, oplyser, at han ikke kender alle lønninger på dagtilbudsområdet, da der er 400 medarbejdere ansat. Han har dog svært ved at tro, at det kan være tilfældet, selvom han ikke kan sige det med 100 procents sikkerhed.

BUPL vil nu fortsætte med at være i dialog med regionskommunen i forhold til løn og vilkår for medlemmerne, siger Henrik Kofoed Hansen - hvad enten det drejer sig om almindelige medlemmer eller ledere.

– Det er klart, at når folk begynder at tippe jer om sådan noget her, er det fordi, de synes: nu er nok nok. Det er også et billede, jeg kan genkende fra nogle af de samtaler, jeg har haft med vores medlemmer.

– Hvis der ikke kommer til at ske noget, så er jeg bekymret. Men jeg tror, der kommer til at ske noget, siger Henrik Kofoed Hansen.