Tag med til smykkesøerne og øens mærkeligste sted

Syd for Hasle findes fire smukke søer, de er alle opstået efter opgravning af kul og ler. Den første efter Hasle er Rubinsøen med grønt vand, navnet skyldes, at søens farve i mange år havde en okkerrød kulør. De tre andre søer ligger noget sydligere. Ved Sorthat fører Havvej ud til kysten, ved første sidevej til venstre er der en lille p-plads, hvor en skovsti fører til den smukke Safirsø med blåt vand. Ude ved kysten kan man fra parkeringspladsen lave en lille vandretur til den store Pyritsø og rundt om Smaragdsøen med det grønne vand.

I geologisk henseende hører den bornholmske vestkyst ikke til resten af øen. Det bornholmske grundfjeld blev skabt for 1.7 milliarder år siden. Store dele af øens vestkyst udgjorde for 170 millioner år siden en mindre del af et stort kystlandskab med floder og sumpe. Der levede skildpadder og krokodiller, i havet var der store svaneøgler, hajer og fisk. På landområderne voksede der høje padderokker, bregner og ukendte nåletræer, hvor store langhalsede dinosaurer gik rundt og spiste. Der var også panserdinosaurer og de hurtige rovdinosaurer med tre tæer. Det ved man fra landets eneste fund af dinosaurerfodspor. I 2004 fandt man i dumpet affald af ler under kystskrænten et fodaftryk af en stor sauropoddinosaurer, senere andre arter, blandt andet rovdinosaurer.

Nogle af dem er udstillet på Natur Bornholm i Aakirkeby.

Hvor: Se kortet. Første stop er ved Rubinsøen syd for Hasle. En sten til venstre for Nyker Strandvej viser vej til en mindre parkeringsplads. Derfra er der 200 meter til søen.

Andet stop er første sidevej til venstre på Sorthatvej, hvor en sti fører hen til Safirsøen. Derefter fortsætter man ad vejen til parkeringspladsen ved kysten, hvorfra man kan gå en lille vandretur på et par kilometer til de sidste to søer og se den spændende kystskrænt.

Turens højdepunkter

Den grønne Rubinsø og Kultippen ved kysten.

Safirsøen med sin blå farve.

Pyritsøen og kystskrænterne med sit dumpede affaldsmateriale.

Smaragdsøen med sin smukke grønne farve.

1. Rubinsøen og Kultippen

Da der under 2. verdenskrig var mangel på importeret kul, ville man bruge det lokale kul i undergrunden. Selv om det kun var brunkul, var de bedre en ingenting.

Mellem 1940 og 1948 blev der opgravet 30.000 tons, kullene lå dog under store lag af ler, der først måtte fjernes og køres med tipvogne ud til kysten og dumpes i store bunker. Bagefter blev det kaldt Kultippen.

Efter kulopgravningen opstod søen. Vandet var først rødligt af okker, senere fik det en grønlig farve. Fra søens overflade er der 20 meter til bunden med stejle skrænter. Der er således ingen vegetation. Der er flere bænke, så man kan sidde og nyde søen. Man kan følge en sti rundt om søen.

For at se den mærkelige kultippe går man ud til landevejen og fortsætter ad Glasværksvej ud til kysten.

Navnet skyldes, at der allerede i 1846 blev etableret et glasværk her, man mente, at kullene kunne bruges til opvarmning af ovnene. Selv om der året efter blev lavet 40.000 glasflasker, var de dårlige af det elendige brunkul, så værket lukkede efter to års drift.

Kultippen er øens mærkeligste sted.

Ude ved kysten ses de enorme bunker af dumpet ler. Der lugter stærkt af svovl fra kullenes indhold af svovlkis, af den grund er der ingen bevoksning, det ligner faktisk et øde månelandskab. I de store lerbunker kan man finde små sorte kul og nogle gange forkullede træer. Flækker man noget kul, kan der findes guldglinsende korn af mineralet pyrit, også kaldt svovlkis. Ved iltning og vand dannes der svovlsyre, som giver en okkerrød farve, på stranden ligger der mange rustfarvede rullesten.

I den sydlige ende af lerbunkerne er opsat nogle tipvogne og et skilt med historien. Derfra følger man skovstien ud til landevejen og går mod venstre tilbage til bilen.

2. Safirsøen

Den blå Safirsø er opstået efter 1968, da man ville opgrave ler til fabrikation af ildfaste rør og klinker på Hasle Klinker og Chamottestensfabrik. Desværre var leret for dårligt, man opgav stedet, og bagefter blev lergraven til en sø med blåt vand, der fik navnet Safirsøen. Dens lave kanter har en rig beplantning af især tagrør, og der er mange frøer og vandinsekter. Her findes bænke, søen benyttes ofte af lokale skolebørn på udflugt.

3. Pyritsøen og Smaragdsøen.

Fra parkeringspladsen ved Sorthat går man mod nord langs kysten, forbi de sorte træhuse der anvendes af lokale fritidsfiskere og skansen med en kanon fra 1800. Følger man vejen, kommer man til en holdeplads for biler, et skilt fortæller om stedets historie.

Den store Pyritsø blev tidligere kaldt Bagge Å Lergrav, dens nuværende navn skyldes lerets indhold af mineralet pyrit, også kaldt svovlkis eller narreguld, da det har en guldlignende glans. Herfra følger man den smalle strandvold mod nord, læg mærke til kystskrænternes affald af kasserede lerblokke.

Det er i dem, man har fundet aftryk af fodspor af dinosaurer. I skrænterne er der også sorte lag af kul, med lidt held kan man finde fossiler af planter.

Knopurt med glans af guld

I august er det tørre terræn fyldt med afblomstrende knopurt, deres flade visne skærme skinner som guld, de er velegnede til blomsterdekorationer.

For enden af søen forlader man kysten og følger stien til højre, senere deler den sig, og følger man stien mod venstre, fører den rundt om den irgrønne Smaragdsø med sin tætte bevoksning. Allerede i 1900 ville man opgrave ler til fabrikkens teglværksprodukter, men på grund af stærkt vandspring blev arbejdet standset. Senere blev Bagge Å ført gennem søen, så efterårets havørreder kan svømme igennem og videre ad åen til gydepladserne.

Stien fører tilbage til Pyritsøen og fortsætter på søens modsatte side retur til turens udgangspunkt. Alternativt kan man gå den samme vej tilbage og studere kystskrænterne nærmere, måske er man heldig og finder et fodspor af en dinosaur. Hvis man ikke er heldig, ses der store mængder af sorte skarver, de stammer fra fortidens store øgler.

God tur.