Sådan vil hospitalet forbedre forholdene på fødestuerne

Sådan vil hospitalet forbedre forholdene på fødestuerne
Fødeafdelingen på Bornholms Hospital vil skabe mere ro til samtaler og undersøgelser. Arkivfoto: Berit Hvassum
FAMILIE | 16. MAR • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
FAMILIE | 16. MAR • 05:30

Regionen vil give fødende en mere rolig og tryg oplevelse på fødeafdelingen.

Kommende forældre skal have en rolig og tryg oplevelse, når de kommer på fødeafdelingen for at byde deres barn velkommen til verden. Derfor er Region Hovedstaden i gang med at realisere sin fødeplan, og det gør den på forskellige måder på forskellige hospitaler.

Når regionens sundhedsudvalg sætter sig sammen tirsdag, er en af opgaverne af forholde sig til fordelingen af 5,5 millioner kroner til styrkelse af regionens såkaldte inhouse-fødeklinikker og fødestuer. Målet er, at de kommende forældre føler sig trygge og forberedte på fødslen og den første tid som forældre.

Beløbet er en del af regionens budgetaftale, hvor der er fokus på styrkelse af hospitalernes inhouse-fødeklinikker, som er blevet etableret på nogle hospitaler for at skabe mere rolige rammer for den fødende og mindske presset på den samlede fødeafdeling. Sådan en klinik er der ikke på Bornholm, men efter drøftelser i regionens fødeplanudvalg er det også planen at sende penge til de hospitaler, som ikke har inhouse-fødeklinikker. På de hospitaler skal midlerne bidrage til at indrette de almindelige fødestuer, så de understøtter en rolig og tryg fødsel.

"Dette er eksempelvis særligt relevant på Bornholms Hospital, som ikke har en separat fødeklinik, da det ikke er hensigtsmæssigt i forhold til patientflowet på hospitalet", står der i dagsordenen.

Så meget får Bornholm

Administrationen lægger op til, at de 5,5 millioner kroner fordeles mellem regionens fem fødesteder med afsæt i en gældende fordelingsnøgle. Bornholms Hospital indgår ikke i denne fordelingsnøgle, men der er foretaget en mindre justering svarende til hospitalets andel af det samlede antal fødsler i regionen.

Det betyder, at fødeafdelingen på det lokale hospital står til at modtage 66.000 kroner.

Det fremgår, at Bornholms Hospital ønsker at styrke sine fødestuer ved at forbedre rammerne for de fødende og deres familier samt pladsforholdene, så der kan skabes ro til samtaler og undersøgelser.

FÅ ABONNEMENT