Lidl donerer overskudsmad til familier

Lidl donerer overskudsmad til familier
Lille juleaften henter Familienetværket Rønne overskudsmad i Lidl og giver det videre til udsatte familier. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | 19. DEC 2023 • 11:00
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
19. DEC 2023 • 11:00

Lille juleaften henter frivillige mad i Lidl i Rønne og giver det videre til udsatte familier.

At mange familier har svært ved at få det til at løbe rundt i juletiden, vidner behovet for julehjælp om. Et samarbejde mellem Lidl og den kristne hjælpeorganisation Blå Kors Danmark betyder, at en række familier i Rønne kan få et tilskud til julemaden. Lokalt er det familierne i Familienetværket Rønne, der får glæde af den mad, der er i overskud, når butikken i Almindings Runddel lukker lillejuleaften. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Frivillige fra familienetværket kan hente den mad, som ikke kan holde sig til den 27. december og derfor ville blive smidt ud. Det kan blandt andet være frugt, grønt, brød og mejeriprodukter. Maden bliver derefter fordelt i poser og udleveret til familierne i netværket, som Blå Kors Danmark og frikirken Rønne Vineyard står bag.

– Julen er forbundet med rigtig mange bekymringer for familierne. Om de har penge nok til at give deres børn den jul, de drømmer om, eller om de overhovedet har nogen at holde jul med. Maden, som Lidl donerer, er i den grad med til at sprede smil, håb og glæde i juletiden, siger generalsekretær Morten Skov Mogensen i Blå Kors Danmark i pressemeddelelsen.

Samarbejdet om at mindske madspild til fordel for socialt udsatte danskere har eksisteret siden 2017.

– I Danmark har vi en tradition om at samles om måltidet, og det forstærkes i juletiden. Vi er derfor glade for og stolte over, at overskudsmad fra vores butikker kan være med til at sprede juleglæde hos de mest trængte familier og socialt udsatte i Danmark, siger Lidl Danmarks administrerende direktør, Jens Stratmann.