Ser sig blind på tallene
Hvad normeringerne for de mindste børn angår, har Bornholm til gengæld ikke noget at bryste sig af, når man sammenligner med landstallene.
I 2019 var der 3,6 børn pr. voksen i dagplejen og 3,4 børn i alderen 0-2 år for de integrerede institutioners vedkommende. I 2023 var der 3,5 dagplejebørn pr. voksen og 3 for de 0-2-årige institutionsbørn, men på landsplan hed tallene i 2023 henholdsvis 3,2 for dagplejebørn og 2,9 for de mindste i institutionerne. Tallene dækker vel at mærke over samtlige ansatte i institutionerne med pædagogiske opgaver. Her tæller ledere, studerende og vikarer også sammen med uddannede pædagoger, pædagogiske assistenter og medhjælpere. Og det gælder uanset hvor meget kontakt de har med børnene.
– Det er ret komplekst, hvordan de tal bliver gjort op. Nogle forældre ser sig lidt blinde på de her tal, og så kan de ikke forstå, hvorfor pædagogen ude på gul stue pludselig er alene med otte børn.
Sådan er virkeligheden, og jeg så da gerne, at normeringerne blev endnu bedre, men jeg er glad for at være i en kommune, hvor man aktivt er gået ind og støttet op om de statslige minimumsnormeringer. Det har givet mig nogle muligheder for at løfte fagligheden, siger Kasper Lau Larsen, der er pædagogisk leder i Klemensker Børnehus.