Trøst: Kun fantasien sætter grænser for energiøs muligheder

NYHED | ABONNENT | 6. JAN 2023 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
6. JAN 2023 • 15:30

Billig fjernvarme, store gartnerier, energi fra spildevandet – eller måske et vandland? Eller måske det hele på én gang? Den store mængde grøn energi fra den kommende energiø kan bruges på utallige måder, siger borgmester Jacob Trøst efter ny inspiration hentet i Esbjerg.

 

Hvis Bornholm griber chancen fuldt ud, vil der med den kommende energiø komme så enorme mængder grøn energi til Bornholm, at kun fantasien sætter grænser for, hvad det vil være muligt at bruge den til.

Det siger borgmester Jacob Trøst (K), efter at han fra tirsdag til torsdag deltog i den bornholmske delegation, der besøgte Esbjerg for at se nærmere på, hvad man her har fået ud af rollen som centrum for grøn energi.

– Esbjerg er i gang med at koble overskudsvarmen på deres fjernvarmenet, og det vil også være den mest oplagte mulighed for os. Gartnerier vil også være meget oplagt, så vi kan få bornholmske grøntsager året rundt, siger han.

– Hvis vi kan omlægge vores rensningsanlæg og bruge spildevandet til at skabe grønne brændstoffer, kan vi frigivve plads og skabe et nyt rekreavtivt område på Rønne Havn.

– Man kunne også lave et vandland. Det vil også være oplagt, for der vil jo være en hel del varmt vand at gøre med. Men egentlig er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan gøre. For det er jo energi, der kommer ind, siger Jacob Trøst.

Esbjerg er i gang med at folde nogle af de mange muligheder ud.

– Man kan i hvert fald se, at Esbjerg har gang i en kraftig udvikling i at tiltrække nye virksomheder, og at de også rent uddannelsesmæssigt har et stort fokus på grøn omstilling, siger Jacob Trøst.

– Jeg kan se, at der er store muligheder for at hive Bornholm op og skabe et nyt stor indtægtsgrundlag. Det vil kunne være med til at hive os ud af afhængigheden af at søge penge fra puljer hos staten, siger han.

– Først og fremmest snakker vi om mange arbejdspladser. At gribe den her mulighed vil tiltrække nogle nye erhverv, som også kræver nogle andre uddannelser end dem, som vi har i dag. Det vil tilføre store ressourcer til Bornholm, både i etableringsfasen, men også i den efterfølgende driftsfase.

Som også Linda Kofoed Persson (DF) ser Jacob Trøst et klart valg forude for Bornholm.

– Vi skal først og fremmest tage stilling til, om vi vil den udvikling på Bornholm. Vil vi lægge areal til den type virksomheder, som vi vil kunne få? Vil vi se, hvordan vi bedst kan bruge den store mængde grøn energi, som der vil kom me ind? Eller vi vi bare have et landanlæg og ikke mere? siger han.