– Vi plejer at sige, at vi har en konservativ investeringspolitik i og med, at størstedelen af selskabernes værdipapirer er placeret i obligationer, som vi altid har betegnet som en sikker havn, sagde Per Hansen.
– I 2022 har vi måttet sande, at det er en sandhed med modifikationer, for i 2022 har der ikke været mange værdipapirer, som var sikker havn. Uro på finansmarkederne har medført faldende aktiekurser, og høj fart i samfundet med stigende inflation har samtidig medført, at centralbankerne har hævet renterne med rekordfart.
– Det betød samtidig store tab på den eksisterende værdipapirbeholdning. Papirerne er dog ikke afhændet, og af den grund er tabet ikke realiseret, og vi håber sammen med vel nok resten af landets pensionsopsparere, at udviklingen vender til noget mere positivt, sagde Per Hansen.
Formanden for moderselskabet bag Bornholms Brand lagde samtidig vægt på, at Bornholms Brand har kunnet holde prisen på kundernes forsikringspræmier i ro og fortsat ikke har planer om at hæve præmierne.