Salg af elnettet boner ud i millionregnskab

NYHED | 16. MAJ 2022 • 09:25
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
16. MAJ 2022 • 09:25

Overskud på 261 millioner kroner gør, at Bornholms Energi & Forsyning står godt rustet til store forandringer og udfordringer.

Bornholms Energi & Forsyning kommer ud af 2021 med et regnskabsmæssigt overskud på 261 millioner kroner. Resultatet er kraftigt påvirket af salget af elnettet, hvor salgsprisen var væsentligt højere end den bogførte værdi.

– Det er et ekstraordinært regnskab. Men timingen var god, da vi solgte elnettet, og derfor står vi godt rustet til de store forandringer og udfordringer, der utålmodigt står og banker på, siger direktør Claus M. Andersen hos Bornholms Energi & Forsyning i en pressemeddelelse.

I maj 2021 solgte Bornholms Energi & Forsyning det lokale elnet til energikoncernen EWII for 657 millioner kroner.

Ifølge forsyningsselskabet er der en enkelt sten i skoen.

– I 2021 har vi tabt penge i Bornholms Energi A/S, som står for køb og salg af strøm til forbrugerne på Bornholm. Kombinationen af en kold vinter, høje og uforudsigelige priser på elbørsen har givet os et tab på 1,1 millioner kroner kroner på vores elsalgsforretning, fortæller Claus M. Andersen.

Investering i spildevand

Bornholms Spildevand A/S leverer med et plus på 30,3 millioner kroner et resultat over forventning. Da selskabet er et hvile i sig selv-selskab geninvesteres overskuddet i kommende års anlægsprojekter, som ifølge Bornholms Energi & Forsyning vil gøre det bornholmske spildevandssystem endnu bedre.

Bornholms Elproduktion A/S leverer ifølge pressemeddelelsen et meget tilfredsstillende regnskab efter flere år med negative resultater. Økonomien i de øvrige selskaber er i balance.