Nu får det gamle Colbergs liv igen: Her er planerne

Nu får det gamle Colbergs liv igen: Her er planerne
Lederen af det nye folke- og aktivitetshus Linda Olsen. Foto: Jesper Dollerup Merved
ERHVERV | Lørdag 21. juni 2025 • 05:30
ERHVERV | Lørdag 21. juni 2025 • 05:30

Det nye folkehus i den gamle Colbergs Boghandel tager form med farverige vægge, fællesskabsånd og en vision om at samle bornholmere på tværs af generationer – selv før navnet er på plads.

Der sker for alvor ting og sager i den tidligere Tiger-butik eller det gamle Colbergs, som mange også kender det, midt på Store Torv.

Nye vinduer pryder facaden, og indenfor, hvor der i flere år blot samlede sig spindelvæv, er der nu også begyndt at komme farve på væggene, mens håndværkerne stadig er i fuld gang med arbejdet.

– Vi er landet på tre forskellige farver til væggene. Pink her i caféområdet, brun i kælderen og orange på første sal. Det er mest rammerne, vi er i gang med lige nu, siger Linda Olsen, da Tidende møder hende i den store, åbne stuetage med den snoede trappe i midten og forskudte niveauer.

Hun står i spidsen for det kommende folke- og aktivitetshus, der med iværksætteren og ejeren af ejendommen Lennart Lajboschitz i ryggen snart slår dørene op for første gang. Men hvornår det præcist bliver, er endnu ikke helt sikkert, fortæller Linda Olsen.

– Da Lennart og jeg gik rundt herinde for første gang i februar måned, var vi meget optimistiske og havde et håb om påske, siger hun og griner.

– Men håndværkerne arbejder alt, hvad de kan, og lige så snart vi er klar til, at toiletterne og kaffemaskinen virker, så tænker jeg, at vi åbner op for kaffe, selvom vi ikke er helt færdige med resten. Og så bliver det ikke den store åbning, men mere stille og roligt. Så laver vi den store åbning lidt senere.


Det er stadig byggerodet, der fylder mest, men snart kommer det forhåbentlig til at summe af liv fra andet end byggeri. Foto: Jesper Dollerup Merved

Mange småting

Det blev i slutningen af marts meldt officielt ud, at den store bygning på Store Torv skulle laves om til et lignende koncept, som det man ser i Folkehuset Absalon på Vesterbro i København.

– Jeg tænkte, at nu har lokalerne stået tomme så længe, at vi må gøre noget ved det. Vi prøver at lave noget, der ligner Absalon. Et sted, som handler om sociale relationer. Vi laver forskellige aktiviteter, som er vigtige for, at det kan lykkes, sagde Lennart Lajboschitz blandt andet i den forbindelse.

Siden er der blevet holdt mange byggemøder, og man begyndte for alvor at bygge om i slutningen af april. Og selvom der ikke har været store bump på vejen, så er der alligevel løbende dukket ting op, som har forsinket processen lidt, forklarer Linda Olsen.

– Det er jo et tidligere butikslokale, så det er ikke bare lige at lave tre toiletter, køkken og så videre. Der er rigtig mange ting, der skal transformeres i bygningen. Og så har vi også fundet små "gaver", som lige skulle ordnes, siger hun og nævner blandt andet, at man på et tidspunkt fandt noget asbest, der også skulle håndteres efter de gældende regler.

– Så der er ting, der har taget tid. Men indenfor den seneste uge er der sket helt vildt meget.


Håndværkerne arbejder på højtryk for at gøre huset klar til åbning. Foto: Jesper Dollerup Merved

Begynder at tage form

Mens Tidende er på besøg, er der blandt andet gang i at få sat akustikvægge op, lagt varme i bænkene ved vinduet, og så ankommer bordtennisbordene til kælderen eller fri leg-rummet, som Linda Olsen kalder det, snart.

Stueetagen og niveauet lige over bliver et caféområde, hvor der også vil kunne købes kaffe, øl og på sigt også noget mad, mens der ovenpå skal være et bevægelsesrum, hvor der kan være alt fra yoga til tango. Hvad der helt præcist bliver af aktiviteter og events ligger ikke helt fast endnu, men man har lavet et bud på, hvordan en aktivitetsplan kan se ud, når man for alvor åbner, fortæller Linda Olsen.

– Det er en plan, hvor vi siger, at der skal være noget til både små børn og seniorer, vi skal have noget hobby og bevægelse hver dag, og så skal vi have noget med lidt gang i. Det er noget af det, som folk har budt ind med, og så er der også noget, vi selv ønsker, skal være her.

– Jeg tror, det er meget vigtigt, at det ikke bare bliver en københavnsk udgave, der kopieres til Bornholm, for vi er ikke København. Vi er noget andet, og det skal vi dyrke. En af tingene, som de ikke er lykkedes med i København, er for eksempel slægtsforskning, som jeg tænker kunne være sjovt at lave herovre.

Stor bevågenhed

Linda Olsen fornemmer i det hele taget en markant nysgerrighed fra bornholmerne, og det er tydeligt at mærke, at mange har en holdning til bygningen, fortæller hun.

– Det synes jeg bare er fedt. Mange kender det jo som Colbergs, hvor de fortæller, at det var som at træde ind i et univers. Jeg håber, vi kan genskabe den der følelse af, at det er et univers, man træder ind i. Det skal ikke være det samme univers, men det her med, at man kommer ind og får noget ekstra.

Der er allerede mange, som også har budt ind med konkrete arrangementer eller aktiviteter, som man kunne lave et samarbejde om at have i det nye folkehus - og netop det er man ganske enkelt også afhængig af, hvis det skal lykkes på den bedste måde, siger Linda Olsen.

– Jeg kan ikke ansætte folk til at lave alle vores events. Jeg er nødt til at have folk med interesser rundt omkring, som byder ind og siger: ”Hey, kan vi ikke lave det her sammen”. Der er et pissegodt foreningsliv herovre, og det ville være så fedt, hvis de en gang imellem kom herind og lavede deres ting og inspirerede andre.

Hun er dog også bevidst om, at man måske ikke rammer den lige i røven fra første fløjt.

– Det vil faktisk undre mig meget, hvis vi rammer konceptet spot on fra dag et. Jeg vil selvfølgelig være ked af, hvis vi laver aktiviteter, hvor der ikke kommer nogen, men så er det, fordi vi laver de forkerte aktiviteter, og så må vi sadle om, fortæller Linda Olsen og fortsætter:

– Absalon har jo været igennem en kæmpe udvikling, og det skal vi også her. Så det, vi starter med, er ikke nødvendigvis det, vi fortsætter med.


Linda Olsen viser rundt ovenpå, hvor der kommer til at være fokus på aktiviteter med bevægelse. Foto: Jesper Dollerup Merved

Ingen frivillige

En af de lidt særlige ting ved folkehus-konceptet er, at man slet ikke benytter sig af frivillige, og derfor vil Linda Olsen også gerne snart i gang med at ansætte medarbejdere.

– Men det er lidt svært, når man ikke ved, hvornår vi starter, siger hun med et smil.

Der er dog allerede flere, der har rakt ud og har været til samtale, fortæller lederen, som har et ønske om, at man skal være bredt repræsenteret aldersmæssigt i medarbejderstaben.

– Så man ikke kun bliver mødt af enten yngre eller ældre, forklarer Linda Olsen, der ser flere fordele i, at man ikke skal bruge frivillige i huset.

– Det er jo dejligt for mig, at de for eksempel ovre i Musikhuzet ikke skal være nervøse for, at deres frivillige lige pludselig ryger herover. Vi skal have samarbejdet til at køre i stedet. Jeg vil jo også gerne lave omtale af nogle af koncerterne i Musikhuzet. Det vil kun glæde mig, at folk går derover for at høre noget musik, og så kan det jo være, de kommer tilbage her dagen efter og snakker om, hvor fed en koncert det var.

Stor frihed

Når dørene åbner for gæster, bliver det til at starte med fra klokken otte om morgenen til klokken 23 om aftenen, siger Linda Olsen forsigtigt.

– Men du må ikke hænge mig op på det endnu. Og så er spørgsmålet jo, om folk bruger det, for gør de ikke det, må vi jo justere. Vi skal prøve tingene af og finde ud af, hvornår der er spidsbelastning, og det kan også være, der er noget indhold, som skal ændres.

Der er i det hele taget meget frie rammer og plads til at prøve sig frem, forklarer Linda Olsen.

– Og der er ikke noget pres fra kontoret i København med Lennart og Sus (Lajboschitz red.). Så længe jeg gør mig umage, har jeg god rygstøtte.

Personligt har hun dog to store overordnede ønsker for stedet.

– Jeg har et stort ønske om, at folk kan mødes på tværs af generationer, fordi det er der, vi bliver klogere. Vi kan altid blive lidt klogere, når vi møder nogle andre, end dem man ligner. Og så håber jeg, at det på sigt bliver sådan, at folk ikke nødvendigvis tænker, at de behøver at have en aftale for at komme her. Man skal have oplevelsen af, at man kommer herind og ikke skal sidde alene.


Det er nok lidt svært at forestille sig på dette billede, men her skal der være fri leg med blandt andet bordtennisborde. Foto: Jesper Dollerup Merved

Navnløs

Nu vil den skarpe læser sikkert tænke, at der artiklen igennem ikke er dukket et navn op for det nye folke- og aktivitetshus.

Og det er skam ikke, fordi Tidende-skribenten ikke vil ud med det.

– Vi er ikke enige endnu. Jeg kunne faktisk godt forestille mig, at vi ender med at åbne uden at have navnet helt på plads, griner Linda Olsen.

Nu er der først og fremmest fokus på at få gang i huset, så bornholmerne kan komme og få det første glimt af, hvad det kan blive til i fremtiden. Og selvom åbningsdatoen stadig ikke ligger fast, er lederen allerede begyndt at drømme sig længere hen.

– Jeg glæder mig virkelig meget til, at vi skal holde juleaften herinde. Det kan jeg bare mærke. Der er mange, der sidder alene, og at kunne lave det fællesskab og en hyggelig aften, glæder jeg mig nok allermest til, siger Linda Olsen, før hun med en latter skynder sig at tilføje:

– Men vi åbner altså inden den 24. december.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT