– Nexø er den mest tålmodige by, man kan støde på. Vi har da ventet længe på, hvad der skal ske med de bygninger, og der er rigtig mange borgere i Nexø, der tænker: ”Kan vi ikke bare gøre noget?”. Men det er bare slet ikke ensbetydende med, at vi nøjes og tager, hvad vi kan få, siger Mai-Britt Jordt og også her møder man samme holdning hos Carsten Aalling.
– Man kan jo aldrig få det 100 procent, som man vil have det, men så må man tage det næstbedste. De her boliger vil alligevel være så ekstremt dyre at bygge, at der ikke findes mange investorer, der har lyst til at kaste penge ind i det. Der ligger også rigtig meget symbolik i, at der kommer et stort synligt tiltag i Nexø. Det giver håb, og det falder rigtig godt i hak med mange af de ting, som vi arbejder på og kæmper for i Nexø.
Kan du være nervøs for, at det bliver en glidebane, hvis det her godkendes, og så vil man til sidst risikere at udviske bopælspligten på Bornholm?
– Det her skal selvfølgelig ikke bare pludselig få frit spil, men jeg synes, det er et isoleret projekt, et isoleret sted, hvor der ikke har været bygget boliger før. Jeg ser det ikke som et problem, hvis man godkender det som en separat godkendelse. Det er jo slet ikke sådan, at hele Nexø pludselig er i spil, og man skal frygte, at bopælspligten bliver fjernet, lyder det fra Carsten Aalling.
Formanden for Nexø Borgerforening mener også, at der er forskel på, hvilken by man har med at gøre.