Den 8. juli var en rigtig god dag for Lars Kure, varehuschef i Kvickly Nexø.
Den dag kom Torben Andersen, kædedirektør for Coops Kvickly-butikker, til Nexø og kunne meddele Lars Kure, at Coop-ledelsen havde godkendt ombygning af butikken i Nexø. En omfattende ombygning, der løber op i et sted mellem 16 og 18 millioner kroner. Pengene kommer fra Coop, som dermed sender en solid pengeindsprøjtning i Bornholms retning.
– Lokale håndværkere som eksempelvis Bornfrost og Elcenter Nexø får 75 procent af arbejdet, siger Lars Kure, der blev helt vildt glad, som han siger, da han fik beskeden fra Coop.
– Jeg fik gåsehud, da jeg skulle fortælle de ansatte om det. Vi havde jo været i en lang intern ansøgnings-proces og været i et vakuum, hvor vi ikke vidste, om vi var købt eller solgt.