Der var fredag morgen driftsforstyrrelser på elnettet på Bornholm, hvor et større antal kunder var uden strøm.
Flere husstande i Østermarie, Aakirkeby, Østerlars og Klemensker og Rønne mistede således strømmen i løbet af morgenen. Det fremgik af Trefor El-Net Østs hjemmeside, og i en mail til Tidende forklarer Trefor, hvad strømafbrydelsen skyldtes.
– Klokken 3.50 mistede 1.344 kunder i Rønne, Østermarie, Aakirkeby og Klemensker strømmen. Hovedparten fik hurtigt strømmen retur, og efter 20 minutter var der 200 afbrudte kunder. Strømafbrydelsen skyldes en kabelfejl, som fremprovokerede to andre kabelfejl, og dermed blev yderligere 142 kunder i Gudhjem afbrudt ved 5-tiden, oplyser pressechef hos Trefor, Ann Katrine Warren.
Klokken syv havde de fleste strøm igen, men i Østermarie måtte 19 kunder dog vente til klokken 8.30, da der skulle kobles en generator på, forklarer pressechefen, der i øvrigt beklager de gener, som strømafbrydelserne har medført hos kunderne.