Du kan et eller andet med kunderne
Det er en længere historie, indrømmer Claus Schiko. Men den startede med omtalte fodboldkamp i Allinge i 1987. I første omgang var det nemlig Manchester United, Schiko faldt for, og i kølvandet på den forelskelse fulgte en generel kærlighed til alt engelsk og en specifik kærlighed til engelsk fodboldkultur.
Derfor var det uden tøven, at Claus som 21-årig sagde ja til et job i England. Han skulle passe en bar på den engelske sydkyst, og hvorfor ikke? Det var jo England. Aftalen blev indgået på Tenerife, hvor Claus var på ferie med sin mor og sin søster, og hvor han lynhurtigt havde sikret sig en tjans som bartender hos en engelsk restauratør på ferieøen.
– Du kan et eller andet med kunderne, sagde manageren og tilbød Claus Schiko et job som assistant bar manager på hans campingplads hjemme i Dorset.
Aftalen blev starten på en lang række af tilbud, som har præget Claus Schikos karriere i usædvanlig høj grad. Den selvlærte markedsførings- og reklamemand fra Allinge har stort set aldrig nået at være på en toppost i mere end to år, før han landede en ny post i globalt mediebureau med tårnhøje, otte-nicifrede budgetter. Stillingsbetegnelserne har varieret gennem årene, men efterhånden som Schiko steg i graderne, blev det hans opgave – groft sagt – at købe reklameplads for internationale fødevaregiganter som Nestlé og Unilever.