I denne weekend åbner Smedjen i industrikvarteret på Tejn Havn. Mad og drikke kan nydes i eller lige udenfor hallerne, der er indrettet med pallemøbler, lyskæder og grønne planter, der skal give den rå, industrielle ramme en hyggelig, uformel stemning.
Indehaverne Jakob Broberg Lind og Tue Seifert Boeskov fortæller i en pressemeddelelse, at Smedjen ikke blot er et spisested, men også bar, café og scene. Der er levende markedsdage, livemusik, quizzaftener og andre begivenheder i de to haller, som var fungerende smedeværksted helt frem til oktober sidste år.
– Vi er stolte over det sted, vi allerede nu har fået skabt, og glæder os til at byde alle vores gæster velkomne, fortæller de.
Smedjen skal ses som alternativ til de klassiske spisesteder på øen. I hallen kan man hver dag købe mad fra Smedjens egen foodtruck, eller madvogn om man vil. Den står klar i gården, og udvalget er tilrettelagt, så der er lidt til enhver smag, fortæller Jakob Broberg Lind og Tue Seifert Boeskov.