Ole Almeborg A/S har igennem alle årene arbejdet med produktion af det, der kaldes internt transportmateriel, hvilket også kan kaldes løfte-og håndteringsudstyr. Virksomheden er især blevet kendt for fremstillingen af pallevogne, men også produktionen af transportvogne og rullevogne i rustfrit stål til hospitaler samt fødevare-og medicinalindustri er blevet et stort aktiv.
Toyota-fabrikken i Sverige har i mange år været haslefabrikkens helt store kunde.
Ole Almeborg A/S har i de seneste år haft 65-70 medarbejdere og en omsætning, som har rundet 100 millioner kroner. Det er en størrelse, der har passet Michael Almeborg fint.
– Jeg kender alle mine medarbejdere. Skal vi lave mere, skal jeg bare løbe stærkere for at nå at få så meget mere i potten, har han sagt i et interview.
Nyt overskud i 2022
– Så længe jeg drev virksomheden, kørte den godt. Det var en sund virksomhed, og den havde et pænt overskud hvert år. Efterfølgende overtog min søn Michael virksomheden med et glidende generationsskifte, og han kører den fornuftigt med succes i dag, så vi har aldrig været ude i torvene, sagde Ole Almeborg i 2022 i Tidende.
Ole Almeborg A/S fik i virksomhedens sidste hele regnskabsår – 2022 – et overskud på 3,5 millioner kroner. Et resultat, som man i ledelsen betegnede som tilfredsstillende. Virksomhedens egenkapital var ved udgangen af 2022 på 24,6 millioner kroner.