Når det bliver dyrere at drive forretning, vil et naturligt næste skridt måske være at hæve prisen på sine varer. Men kunderne hos KonditorBager skal ikke umiddelbart forvente at skulle betale mere for brød og kage.
– Vi satte dem et nyk op, da råvarestigningen kom. Det vil vi ikke gøre igen.
Jonas Møller er nemlig bange for, at en prisstigning vil skræmme kunderne væk. Kunder, som også selv kæmper med stigende elpriser og måske skal prioritere anderledes i fremtiden.
– Vi har en ide om, at vi skal have en stor mængde kunder ind for at få det til at løbe rundt. Og vi er bange for at komme over smertegrænsen, så vi mister kunderne. Vi satser på i stedet for at holde priserne, og så må vi se, hvordan det går, når året er omme. Det nytter ikke, at vi jager kunderne væk, fordi de ikke har råd til at handle hos os. Det er en balancegang.
Han kan dog ikke udelukke en fremtidig prisstigning, men de vil undgå det så længe, de kan.