Bestyrelsesformanden for Borgerforeningen i Østerlars har sammen med en flok frivillige bygget den nye købmandsbutik op på seks måneder. Det har han gjort ved siden af arbejdet som chauffør for Bech-Hansen og Studsgaard, og det har han ikke fortrudt. Flemming Rasmussen har boet i Østerlars hele sit liv, og tanken om en by uden indkøbsmuligheder var ganske enkelt utænkelig.
Så da Allan Hallin, talsmand for Borgergruppen bag Min Købmand, spurgte om om ville stå i spidsen for at skabe kontakt til Dagrofa, var svaret ja. Der blev aftalt et møde med Dagrofa, og da der var opnået enighed om at gå fremad med projektet, gik man på jagt efter lokale støtter. Den første uge blev der solgt anparter for en halv million.
Det bornholmske samfund har i alt stablet 1,5 million på benene for at sikre, at Østerlars har en dagligvarebutik i fremtiden. Heraf har Dagrofa spyttet 650.000 i kassen til blandt andet inventar.
– Det er samarbejde og sammenhold, siger Flemming Rasmussen.
Han er begejstret for den nye butik. Vareudvalget er større, priserne er i mange tilfælde lavere og lokalet er indbydende. Men som chauffør er Flemming Rasmussen især glad for den nye køledisk med convenience food. Det vil sige færdiglavede salater og sandwiches, som er lige til at tage med.