Brugsen i Tejn: Det gik bedre end ventet

Butikken må undvære Trolling Master i år og håber på god opbakning resten af året.
Det var ikke helt godt, men bedre end budgetteret.
De Coop-ejede butikker udleverer ikke regnskabstal, men ovenstående er sådan nogenlunde konklusionen fra uddeler Christa Jensen om 2023 i Dagli’ Brugsen i Tejn.
Uddeleren siger, at resultatet også afspejler, at man har haft en del afskrivninger fra den store modernisering af butikken i 2021.
– Vi havde i 2023 en lille smule dårligere omsætning end i 2022, oplyser Christa Jensen.
Uddeleren betegner vinteren og foråret som stille i brugsen – bortset fra, at man havde en fantastisk påske takket være mange gæster på øen.
Lige nu "skulle" Tejn være fyldt af mennesker til Trolling Master Bornholm, men fiskekonkurrencen er som bekendt sat på pause. Christa Jensen lægger ikke skjul på, at trolling er en af de begivenheder, som skulle have skæppet i brugsens kasse.
– Vi nåede heldigvis at tage højde for aflysningen, da vi lagde budget for 2024. Men nu skal vi have den omsætning, vi går glip af her, hjem i løbet af sommeren. Så vi håber på en god opbakning resten af året, siger Christa Jensen.
Årsmøde i brugsen
Dagli’ Brugsen holdt som noget nyt årsmødet i butikken og kombinerede det med, at lokale leverandører mødte op med smagsprøver.
– Vi er normalt 25-30 stykker til årsmøde. Denne gang var vi cirka 50, og det var en rigtig positiv oplevelse, fortæller uddeleren.
Sally Lindholm, der er formand for butiksbestyrelsen, ser bestyrelsens fornemste opgave som at være med til at lokke flere ind i butikken.
– Jeg har været med i bestyrelsen i 20 år, og jeg synes, at de lokale er gode til at bakke op om vores brugs, siger hun.
– Vi i bestyrelsen synes selv, at vi er meget aktive. Vi har gjort op, at vi har været i brugsen i 17 dage i 2023 til demodage for at uddele smagsprøver eller i forbindelse med andre aktiviteter, siger Sally Lindholm.
Den næste aktivitet er allerede rundt om hjørnet, idet man lørdag den 4. maj inviterer til en indvielse af brugsens "nye" udeområde, som man har forskønnet med blandt andet nye borde- og bænkesæt og blomsterkasser.

MEST LÆSTE

En rujnnpolta
En lille trind, nærmest rund kvinde
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration