Kassen har altid været lukket for fællesskabet. De små må trække læsset. Store kæder svarer på kritikken – én har Tidende opgivet.
72.200.000.000 kroner. Så meget omsatte Salling Group for i 2024. Salling Group ejer Netto. Dem er der fem af på Bornholm, men kun én af dem bidrager til fællesskabet i byerne; nemlig Netto på Store Torv i Rønne, der er medlem af Rønne Handelsstandsforening.
At Netto i Aakirkeby ikke vil betale de få tusinde kroner om året til at bakke op om aktiviteterne i byen, synes formanden for Sydbornholms Turist- og Erhvervssammenslutning, Egon Jensen Mondrup, ikke hænger sammen. Mildt sagt.
– Det er én stor fribillet. I andre brancher havde man kaldt dem for nasserøve, siger han.
Han undrer sig samtidig over, at Netto ikke kan se urimeligheden i at køre på frihjul og blot få glæde af de penge, som handelslivet i Aakirkeby spytter i kassen for at skabe et levende forretningsliv i byen.
– Alle butikkerne lever af lokalbefolkningen, men det er de andre, der laver det hele. Netto bidrager ikke med noget som helst og lever bare godt på det. Jeg synes ikke, det er ok, siger Egon Jensen Mondrup.
Han har flere gange forsøgt at få Netto til at blive en del af fællesskabet, men succesen er udeblevet.
– Netto i Aakirkeby henviser til hovedkontoret, men de er ligeglade og siger, at så skal de bare støtte alt muligt lokalt alle steder, siger Egon Mondrup, der er indehaver af Spar Aakirkeby.
– Det er kun os og SuperBrugsen, der er med, siger han.
Spyt lidt andet i kassen
I Nexø kæmper Erhvervsforeningen Østbornholm også med at få dagligvaregiganterne til at melde sig ind i fællesskabet. Her er Kvickly medlem, mens Netto, Coop365 og Lidl glimrer ved deres fravær.
– Vi spørger ind til det, når der er lokale arrangementer i løbet af året. Det er frivillige fra bestyrelsen og andre, som arrangerer musik på torvet, julearrangementer og andet. Mange af de lokale erhvervsdrivende i Nexø skyder penge i en pulje, så det kunne det være meget rart, hvis de chippede ind, siger Paulie Melnyk fra Café Holmer, der er næstformand for Erhvervsforeningen Østbornholm.
Han ærgrer sig over, at kæmpekæderne nyder godt af den gratis markedsføring.
– De æder så meget af omsætningen i højsæsonen. Salling Group og de store koncerner, der har deres forretninger i Udkantsdanmark, som for eksempel i Nexø, de lever godt på den gratis markedsføring, siger Paulie Melnyk.
Han anerkender, at én af byens giganter i branchen er med til festen.
– Kvickly Nexø donerer rigtig meget lokalt, og det vil være en dråbe i havet for Salling Group med 72 milliarder kroner i omsætning at skulle betale de par tusinde kroner om året, som det koster at være medlem, siger Paulie Melnyk.
Ud over kontingentkronerne i foreningen, leverer Kvickly også andre ting i løbet af året. Det kunne han godt tænke sig, at Lidl, Netto og Coop365 også gjorde.
– Og hvis de også spyttede lidt andet i kassen, kunne det være sjovt, siger han.
I det centrale Rønne er alle dagligvarekæder medlemmer – Meny, Netto på Store Torv og Kvickly. Uden for bymidten ligger der en Coop365, to Rema1000, en Netto og en Lidl. Her er sidstnævnte medlem af Rønne Handelsstandsforening.
Sådan stiller kæderne sig
Vi er positive
Netto er ejet af Salling Group. Kæden vil ikke stille op til interview, men har skrevet følgende sætning i en mail: ”Alle Netto’er på Bornholm er positive over for at blive en del af øens handelsstandsforeninger.” Mailen blev sendt den 20. januar, og det er ikke muligt at få opklaret, om Salling Group selv vil tage initiativ til at gøre noget, nu de er blevet spurgt om det flere gange.
Intet svar
Lidl har to butikker på øen. Én i Rønne, der ligger i yderkanten af byen, og én i Nexø, der ligger i bymidten. Rønne-butikken har trods sin beliggenhed meldt sig ind i Rønne Handelsstandsforening, mens Nexø-butikken i bymidten ikke bidrager til fælleskassen i Erhvervsforeningen Østbornholm. Tidende har tre gange talt med en repræsentant fra Lidl, der hver gang har lovet at vende tilbage med et svar på, hvorfor kæden ikke vil være med til at betale for fest og fejringer i Nexø gennem et medlemskab. Seneste samtale fandt sted den 23. januar, så nu har Tidende givet op.
En mulig undtagelse
Coop er den dagligvarekæde, der kaster flest penge i fællesskabet. Ifølge Tidendes oplysninger er alle SuperBrugsen’er, Dagli’Brugsen’er og de to Kvickly’er med i de respektive byers handelsstandsforeninger. Derudover har kæden to discountbutikker med navnet Coop365, og ingen af dem er medlem nogen steder. I Rønne ligger butikken et godt stykke fra centrum, mens den i Nexø ligger midt i byen. Og nu kan det godt være, at Coop åbner tegnebogen i sidstnævnte butik.
– Vi vil gerne kigge på det. Generelt er det sådan, at fordi 365 er en discountkæde, skal man holde alle omkostninger nede. Så på landsplan er vi generelt ikke med, men der kunne selvfølgelig godt være en undtagelse der, siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop.