De to iværkstættere danner par både privat og professionelt, og de kommer fra en tilværelse i København, hvor 30-årige Anders Tabor arbejdede med møbeldesign og 28-årige Laura Garner arbejdede med marketing.
De to besluttede sidste år, at det var tid til at sige deres jobs op og flytte til Spanien for en periode. Da de var klar til at vende snuden tilbage mod Danmark igen, kunne de ikke se sig selv i København længere, og så gik eftersøgningen i gang for at finde et nyt sted at slå sig ned.
– Vi tog rundt i Danmark og kiggede alle mulige steder og på nogle forskellige øer. Vi har været på ferie på Bornholm for nogle år siden, og når vi synes noget var rigtig godt, så var det fordi, det var næsten ligesom Bornholm, fortæller han.
– Så det virkede nærmest dumt, hvis vi ikke skulle flytte hertil, når det alligevel hele tiden var det, vi tænkte på. Og det er meget mere overkommeligt at købe et hus her frem for i København, siger han.
Da beslutningen først var taget fandt de en lejlighed ved Nexø Torv. De har hverken familie eller netværk på Bornholm, men de er allerede blevet taget så godt imod, fortæller Anders Tabor.