Plade-Bent sætter jo ikke bare en plade på. Det gør de heller ikke i vores andre fysiske butikker. Her får man ekspertviden stillet til rådighed, og der er tid til refleksion og fordybelse. Hvis man sætter pris på den slags, er det om at nyde nuet og passe på det.
Og så må vi huske, at det er os som forbrugere, der har magten. Plade-Bent siger selv, at han er klar over, at der ikke er nogen, der tager over efter ham, men det er der jo, hvis vi ønsker det – sådan billedligt talt i hvert fald.
For hvad er en by uden et levende handelsliv? Uden en velassorteret tøjbutik eller en købmand, der rent faktisk ved, hvad hun/han taler om? Gisp, eller uden en piberygende pladesælger?
Ikke bare i gågaden, men rundt omkring på hele Bornholm skal vi huske at værne om de små steder, stemmer og gemmer, som betyder noget for os, for hvis vi ikke gør det, kommer vi i fremtiden til at savne det, vi ikke bare sådan lige kan få hjem med et klik.