Pava kæmper for lyrik i Tidende

KOMMENTAR | ABONNENT | 10. JUN 2024 • 05:30
Af:
Poul Pava
KOMMENTAR | ABONNENT
10. JUN 2024 • 05:30

Chefredaktøren vil have folkemøde og ikke lyrik. Men kunstneren vil ikke lade sig kue.

– Hallo.

Hej Pava. Der er travlhed op til folkemøde. Hvad har du til mandag?

– Jeg har sat mig på min bænk, hvor selv de fyldte pladser er tomme, og der sidder jeg alene og ser månen blive slået ud i en ægge-skald. Intet har aldrig været forkert. Men noget af det hele er rigtigt.

Javel ja. Hvad skal vi med det?

– Det er et digt, Kristoffer. Mandag skal det handle om lyrik og digte fra Poul Pavas hånd - lyrik klummen.

Jamen det skal du absolut ikke, Pava. Det skal handle om folkemødet, som vi dækker fuldt ud i denne uge, så der skal ikke digtes noget.

– Hvem bestemmer over den klumme? Er det mig eller dig, Kristoffer?

Ja, men det bliver mig, der bestemmer, og vi skal ikke have nogen digte. Find på noget om folkemødet. Lyrik må vente. Det skal vi ikke i denne uge.

– Du skal fandme ikke bestemme, hvad jeg skal skrive om. Det er min side og mig, der bestemmer over den.

Jamen du vælger selv, Pava, og det skal vi ikke diskutere. Men du skriver ikke om lyrik. Jeg er desværre lidt travl.

– Folkemøde! Hvor meget ændrer det verden, syntes du selv, mand? Skal jeg fortælle dig det? Det ændrer intet og er en gang røv, fis og farvelade. Det er et cirkus, hvis du spørger mig.

Det muligt, du syntes det, Pava. Men det er det, vi skriver om i denne uge.

– Valgkort er lige dumpet ind i min postkasse. Ændrer det så meget i det store spil - altså hvem vi stemmer på og ind, Kristoffer? Andet end dem, der så måtte komme til fadet. Mon ikke de personligt bliver ligeså glade, som dem der allerede er i faget - altså totalt ligeglade, så længe profitten bare lander i deres egen store Margretskål. Det hele rager mig en stor hvid aftalt søren pind, også når det gælder det evnesvage folkemøde...

Folkemødet er en stor demokratisk begivenhed, og du kan jo selv melde dig op på talerstolen, hvis du har noget i ærmet. Det er jeg sikker på, Pava.

– Jeg skal ikke op til den abefest. De folkevalgte abekatte ændrer ingenting alligevel, de lover en masse, så de kan blive siddende og hytte deres eget minkskind ...

Ja, ja. Så siger vi det, Pava. Jeg løber igen.

– Hvor mange af de folkevalgte tror du, der kunne få job i Mærsk eller Novo eller i en af de andre store danske viksomheder, Kristoffer?

Ja, det ved ikke lige, Pava.

– Ingen af dem - og alligevel styrer de Danmarks største forretning nemlig os alle og en 1.000 millarders omsætning...

Det er embedsmænd og -kvinder, der blandt andet står bag det apparat, Pava. Det er dem, der holder styr på det hele – også politikerne, som jo er en slags frontfigurer.

– Ja, ligesom dig, Kristoffer, for du vil også dirigere, hvad jeg skal skrive om. Lyrikhader det lige nøjagtigt det, du er. Min lyrik er ligeså vigtig, som dine åndsvage kommentarer hver dag. Så er det sagt.

Ja, det har du lov til at sige, Pava. Men ingen lyrik i denne uge. Jeg løber igen. Folkemødet banker på. Vi tales ved. Farvel.

– Hvis man graver hele folkemødet op i et spadestik og kaster det ud i Østersøen, hvad fanden tror du så, der sker, chef? Absolut intet andet end det synker tilbunds, og verden går videre. Jeg har aldrig kunnet lide det folkemøde. Idioter alle sammen, der fylder os alle med løgn og latin. Deep state shit. Farvel...

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT