En fransk historiker forudsagde i 1976 det sovjetiske sammenbrud, som kom i 1989. Nu forudsiger han Vestens undergang. Altså ikke bare en tur nedad, men Vestens undergang. Han angiver som grund den protestantiske kirkes tilbagetog. Historikeren skriver om den falske, tamme kristendom, som har fjernet alvoren og viljen til at tjene andre. Han skriver også, at særlige tydelige tegn på nedturen er 'børnedødeligheden' i Vesten. Oversæt selv det udtryk. Og historikeren ser vielsen af par af samme køn som bekræftelsen på sin teori.
Klart nok bliver sådanne tanker modsagt, men virkeligheden omkring os får os til at tænke. Først på den store sammenhæng: Hvor længe holder Nato sammen om støtten til Ukraine? Overlever sammenholdet i Nato inklusive USA i det hele taget næste præsidentvalg derovre?
Historikerens tegn er også tydelige i vort eget lille land. Vi taler om at hente hjælp i fjernøsten, fordi vi mangler folk. Ja, det tror da jeg. Vi mangler jo trekvartmillion mennesker, som vi ikke gav lov til at leve. Og en af vore biskopper anbefaler endda højlydt det andet af historikerens tydelige tegn på Vestens forfald.
Det går rask ned ad bakke i Vesten og hos os. Læseren bedes selv tænke alvorligt over, hvad redningen er. Og så handle derefter.